Oliepriserne vil sandsynligvis fortsætte med at stige, indtil der igen er en betydelig skibstrafik gennem Hormuzstrædet i Mellemøsten.

Det siger USA's energiminister, Chris Wright, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Wright forventer, at der i løbet af de kommende uger vil ske en betydelig stigning i antallet af skibe, der sejler gennem strædet.

Energipriserne er steget kraftigt verden over, efter at Hormuzstrædet i ugevis har været stort set lukket.

Der er blevet sat en prop i skibstrafikken i det strategisk vigtige stræde i løbet af USA's og Israels krig mod Iran, som begyndte 28. februar.

Omkring en femtedel af den olie, der forbruges i verden, sejles under normale omstændigheder gennem Hormuzstrædet. Desuden fragtes der store mængder naturgas ud fra Golfregionen til resten af verden.

USA's militær har mandag indledt en blokade af alle skibe til og fra iranske havne i Den Persiske Golf og Omanbugten, som bliver forbundet af Hormuzstrædet.

Hormuzstrædet er en afgørende maritim flaskehals for verdens energiforsyning. Det er den eneste søvej fra Den Persiske Golf til det åbne hav, hvilket gør strædet afgørende for eksport fra olieproducerende lande som Saudi-Arabien, Iran og Kuwait.

Det Internationale Energiagentur (IEA) forventer, at april bliver endnu mere hård for energimarkederne og økonomien end marts. Det siger chefen for IEA, Fatih Birol, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det skyldes ifølge den globale energichef, at eksport fra regionen allerede var blevet lastet på skibe, længe før at krisen begyndte - men i løbet af april er intet blevet lastet, siger Fatih Birol.

- Jo længere forstyrrelserne varer, desto mere alvorligt bliver problemet, siger energichefen efter et møde i Den Internationale Valutafond (IMF) mandag.

/ritzau/