USAs eksambassadør: Jeg kæmpede for Fogh

James P. Cain, USAs ambassadør fra 2005 til 2009, løfter nu sløret for, hvad han skrev i sine indberetninger: Dyb bekymring for den politik, som Thorning-Schmidt ville føre, hvis hun havde vundet i 2007.

USAs tidligere ambassadør i Danmark, James P. Cain. tager bladet fra munden: »Ved du, hvad jeg synes, at der bør ske med dem, der står bag Wikileaks? De burde anklages for højforræderi, fordi de hjælper fjenden.«  Fold sammen
Læs mere
Foto: Andreas Hagemann Bro
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

RALEIGH: James P. Cain er typen, der tager imod med et fast, et virkeligt fast håndtryk; en mand, der er vant til at bestemme – og, kan man se på fotografierne på kontoret, en person, som mange, mange gange har holdt møder med USA’s præsident.

»Ved du, hvad jeg synes, at der bør ske med dem, der står bag Wikileaks? De burde anklages for højforræderi, fordi de hjælper fjenden. Den slags plejer vi at straffe med dødsstraf.«

Sådan! Cain, der var ambassadør i København fra 2005 til 2009, taler altid, så han er til at forstå – og selv om han i fire år var diplomat, er han hjemme i North Carolina mest kendt som succesrig businessman. Han er rasende over offentliggørelsen af en kvart million hemmelige dokumenter mellem USAs Udenrigsministerium og dets 270 ambassader og konsulater – og han er »pinligt berørt« over, at der i stakken findes 297, som er afsendt fra København, forklarer han i et eksklusivt interview med Berlingske.

»Det giver sig selv, at jeg som ambassadør i København regelmæssigt førte fortrolige samtaler med de mest højtstående danske politikere – både i regeringen og i oppositionen. Min opgave var både at orientere mig om danske forhold og at forsøge at påvirke beslutninger i amerikansk retning. Det, jeg rapporterede til præsidenten og udenrigsministeren i Washington, foregik altid i en ærlig, en meget ligefrem, form, fordi det var, hvad det selvfølgelig blev forventet.«

Vi er selvfølgelig taget til Raleigh, knap 500 kilometer syd for Washington, for at finde ud af, hvad der så står i de dokumenter, som Wikileaks har meddelt, at de vil offentliggøre fra København, men som endnu ikke er tilgængelige. Cain har – fra kilder i Udenrigsministeriet – fået en ide om, hvilke dokumenter, der er tale om, men han vil ikke udtale sig præcist om, hvad der står. Derimod vil han gerne fortælle, hvad han ved, at han indberettet hjem om.

Først om folketingsvalget i 2007:

»Det siger sig selv, at noget af det vigtigste for mig som ambassadør var at rapportere præcist om et forestående folketingsvalg – dels om, hvad det forventelige resultat bliver, dels om, hvilken betydning, som et eventuelt skifte måtte få. Det, der altid interesserer USA mest, er, om der er udsigt til et skifte i udenrigs- og sikkerhedspolitikken – og det var der jo i 2007. Danmark var en uhyre vigtig allieret i krigen mod terror, hvor den danske regering stod helt i front i både Irak og Afghanistan. Jeg skrev til præsident Bush, at der var grund til bekymring, hvis der kom et regeringsskifte – fordi jeg vidste, at en socialdemokratisk regering ville være afhængig af Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti, og at der derved var udsigt til en kursændring.«

Var du på baggrund af dine samtaler med oppositionen dengang bekymret for, om et regeringsskifte ville føre til, at Danmark hurtigere trak soldater ud af Afghanistan?

»Jeg kendte selvfølgelig til Helle Thorning-Schmidts holdning – og ja, jeg var bekymret for, at hun som ny statsminister i en koalition med SF og De Radikale ville føre en politik, som ikke var den, som USA ønskede. Vi ønskede jo at bevare vores tætte alliance.«

Dernæst om Fogh og NATO i 2008:

»Vi var mange, der arbejdede hårdt for, at Anders Fogh Rasmussen skulle blive NATOs generalsekretær – jeg var bestemt en af dem, fordi jeg var sikker på, at han ville blive fantastisk og præcis, hvad alliancen havde behov for. Allerede fra Foghs besøg hjemme hos præsident Bush i Texas i foråret 2008 var det et af de vigtigste emner. Jeg diskuterede selv kandidaturet intenst med præsidenten på det tidspunkt. Det meste af processen foregik i foråret, sommeren og efteråret 2008 – og derfor var det afgørende at sikre, at ikke bare Bush, men også de tre, der kæmpede om at blive hans afløser, nemlig Hillary Clinton, Barack Obama og John McCain, alle bakkede om Fogh. Det gjorde de.«

Den tidligere ambassadør smiler bredt, da jeg spørger ham, om han også førte samtaler med Fogh på det tidspunkt – og om han i givet fald skrev indberetninger om emnet hjem til Washington: »Det må jeg hellere vente med at sige noget om – hvis noget overhovedet – når vi kender indholdet af de dokumenter, der bliver offentliggjort.«

Endelig om personspørgsmål:

»Mine indberetninger indeholder ingen fornærmelser – det kan jeg ikke forestille mig. Jeg førte samtaler med alle ledende politikere – fra Mogens Lykketoft til Anders Fogh Rasmussen og alle mulige andre. Jeg gjorde en dyd ud af at have et godt forhold til alle, der var med til at træffe beslutninger i Danmark. Når jeg skrev indberetninger, så gik det både på deres holdninger og deres personlighed. Jeg ville typisk løbende beskrive, hvordan jeg vurderede, at det ville påvirke den danske udenrigspolitik, hvis der blev skiftet ud på posterne som stats-, udenrigs- og forsvarsminister – både i den siddende regering, og hvis der kom et skifte, herunder beskrivelser af mulige navne.«

Kan vi regne med at finde værdiladede betragtninger i dine indberetninger i stil med dem, som din kollega i Rom har sendt hjem om Silvio Berlusconi, der angiveligt holdt »vilde fester«?

»Nej, sådan noget kommer der ikke. Danmark var i min tid som ambassadør en nær allieret – og jeg havde den dybeste respekt for Anders Fogh Rasmussen, Per Stig Møller og Søren Gade og andre, men
især de tre, fordi de fortjener stor ros for deres indsats i kampen mod terror. Vi havde så meget vigtigt at tale om, at jeg holdt mig til det politiske.«