USAs ambassadør i Danmark udelukker Trump-kritisk forsker fra NATO-konference

Den amerikanske ambassadør Carla Sands har nedlagt veto mod en amerikansk NATO-eksperts deltagelse i NATO-konferencen i København på tirsdag. Ifølge forskeren skyldes det hans kritik af præsident Trump.

 

Den fremtrædende amerikanske NATO-ekspert Stan Sloan bliver ikke en af talerne på en NATO-konference i København 10. december. Det skyldes, at den amerikanske ambassadør Carla Sands har nedlagt veto mod hans deltagelse.

Ifølge forskeren skyldes det hans kritik af præsident Trump.

»Atlantsammenslutningen har informeret mig om, at den amerikanske ambassadør i København, Carla Sands, på grund af min kritik af præsident Trump har nedlagt veto mod min deltagelse ved NATOs 70-års jubilæum,« skriver Stan Sloan på Facebook.

I brevet fra Atlantsammenslutningen står der, at »Atlantsammenslutningen ser intet andet alternativ end at informere dig om, at den amerikanske ambassade i Danmark har besluttet, at din deltagelse i konferencen ikke er mulig«, og at Atlantsammenslutningen ikke kan modsætte sig ambassadens »instrukser«.

Konferencen bliver afholdt i et samarbejde mellem Atlantsammenslutningen og den amerikanske ambassade i anledning af alliancens 70-års jubilæum.

»Det her er rystende,« skriver Berlingskes sikkerhedspolitiske korrespondent, Kristian Mouritzen, på Facebook.

»Anti-Trump«

Den amerikanske ambassade henvendte sig for nogle måneder siden til Atlantsammenslutningen, fordi de ville samarbejde om at holde en konference i anledning af NATOs 70-års dag.

Atlantsammenslutningen inviterede derfor en række amerikanske forskere, deriblandt Stan Sloan. Forskernes optræden var delvist betalt af den amerikanske ambassade.

Da ambassaden opdagede, at Sloan ifølge ambassaden var »anti-Trump«, trak Carla Sands stikket, fordi hun ikke ville medfinansiere en, der var Trump-kritisk.

På Facebook har Stan Sloan udgivet talen, han ville have holdt til konferencen. I talen fremgår det, at han ville have »diskuteret interne og eksterne udfordringer for alliancen og for Vesten«.

»Den nuværende krise begyndte ikke med Donald Trump, selv om han sandelig har gjort sit for at optrappe den,« skriver han i talen.

Fra Atlantsammenslutningen er der kommet følgende udtalelse:

»Beslutningen om at annullere mr. Sloans deltagelse blev taget i samråd med den amerikanske ambassade, som støtter konferencen.«

(Opdateres)