Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
TYSKLAND: USAs aflytninger af sine nære allierede i Europa kommer til at stjæle dagsordenen, når EUs stats- og regeringschefer torsdag mødes i Bruxelles, skriver BBC.
Frankrigs præsident, Francois Hollande, har presset på for at få den penible sag diskuteret på mødet, efter at det er kommet frem, at millioner af franskmænd har fået deres telefonsamtaler aflyttet af USA.
Senest har den tyske avis Der Spiegel beskrevet, hvordan den amerikanske efterretningstjeneste NSA tidligere har lyttet med på kansler Angela Merkels mobiltelefon.
Det fik hende onsdag til at kræve en øjeblikkelig og tilbundsgående afklaring af, om der er hold i historien. Samme dag gjorde kansleren det klart over for USAs præsident, Barack Obama, at en aflytning er »helt uacceptabelt«.
»Mellem venner og allierede, sådan som Tyskland og USA har været det i årtier, bør der ikke være overvågning af en regeringschefs kommunikation,« lyder det i en erklæring fra Angela Merkel ifølge Reuters.
Talsmand i Det Hvide Hus Jay Carney har bekræftet telefonsamtalen mellem Merkel og Obama, men afviser beskyldningerne om aflytning.
»Præsidenten har forsikret kansleren om, at USA ikke overvåger - og ikke vil overvåge - kanslerens kommunikation,« sagde Jay Carney onsdag uden dog at nævne noget om, hvorvidt kansleren tidligere er blevet aflyttet.
Udmeldingen har dog ikke beroliget tyske medier. Avisen Suddeutscher Zeitung skriver torsdag på forsiden om »den største krænkelse« og et muligt angreb på »hendes politiske hjerte«.
Torsdag valgte den tyske udenrigsminister, Guido Westerwelle, at indkalde den amerikanske ambassadør i Berlin for at tydeliggøre Tysklands kritik af amerikanske aflytninger.
Ifølge tyske medier er Forbundsdagens parlamentariske kontroludvalg, der overvåger efterretningstjenesternes arbejde, desuden blevet indkaldt torsdag eftermiddag.
Sagen om aflytning af den tyske kansler kommer, efter at den tidligere efterretningsagent Edward Snowden har lækket oplysninger om, at USA har aflyttet ambassadører og toppolitikere verden over.
I Der Spiegel er han tidligere blevet citeret for at sige, at de (NSA, red.) er i seng med tyskerne, ligesom med de fleste andre vestlige stater.
Avisen skrev forleden, at NSA har opsnappet mails fra den daværende mexicanske præsident Felipe Calderon i 2010. Den mexicanske regering vil nu have USA til at svare på beskyldningerne.