Tusindvis af mennesker er gået på gaden for at protestere mod det venezuelanske regime, efter at præsident Nicolás Maduro har erklæret sig som vinder af søndagens præsidentvalg.

Som autokratisk præsident sidder Maduro også på magten over valgkommissionen, der har udråbt ham som vinder.

Oppositionen stod ifølge flere exit polls til sejr, og nu beskylder de Maduro for at have begået omfattende valgsvindel.

De hævder, at deres kandidat, Edmundo González Urrutia, har fået mere end 73 procent af stemmerne – ifølge valgkommissionen fik han 44 procent, mens Maduro fik 51 procent, skriver Reuters.

Det tvivlsomme resultat har fået usædvanlig mange demonstranter på gaden i flere byer.

Videoer fra byen Coro i kyststaten Falcón viser demonstranter vælte en statue af den tidligere præsident Hugo Chávez, som er Maduros forgænger.

I Venezuelas hovedstad, Caracas, har flere gader været fyldt med demonstranter, der med slagtøj, potter og pander larmende protesterede mod resultatet.

Flere steder er der opstået sammenstød mellem demonstranter og landets sikkerhedsstyrker, der både har brugt tåregas og gummikugler mod demonstranter. Nogle af demonstranterne svarede igen med stenkast og molotovcocktails, skriver BBC.

Maduro havde varslet et blodbad, hvis han ikke vandt nattens præsidentvalg. Imidlertid sagde han mandag aften, at hans regering skal få styr på protesterne.

»Vi ved, hvordan man håndterer den slags situationer og besejrer dem, der er voldelige,« sagde han ifølge CNN og kaldte størstedelen af demonstranterne for »hadfyldte kriminelle«, der har forbindelser til USA.

Nicolás Maduro har været ved magten i det sydamerikanske land i mere end et årti, og han har fortsat den socialistiske kurs, der begyndte med den tidligere præsident Hugo Chávez i 1999.

Maduro har under sit præsidentembede holdt landet i et jerngreb ved hjælp af landets militær og hemmelige sikkerhedstjeneste. Det har betydet, at mange venezuelanere har været bange for at sige højt, hvad de mener.

Samtidig er Maduro blevet beskyldt for at fængsle og chikanere sine kritikere, hvilket har betydet, at regimet under Maduro er blevet tiltagende totalitært.

Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, fejrede sin valgsejr natten til mandag. Men både Venezuelas opposition, en række nabolande og USA er yderst skeptiske over for de officielle resultater.
Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, fejrede sin valgsejr natten til mandag. Men både Venezuelas opposition, en række nabolande og USA er yderst skeptiske over for de officielle resultater. Zurimar Campos/AFP/Ritzau Scanpix

USA er »alvorligt bekymret« 

Valgresultatet har givet anledning til »alvorlige bekymringer« flere steder i verden. Også i USA, hvor man mener, at der er tale om valgsvindel.

»Vi er alvorligt bekymrede for, at valgresultatet ikke afspejler folkets stemmer eller vilje,« har den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, udtalt.

Imidlertid kunne internationale medier melde om, at internationale valgobservatører var blevet forment adgang til Venezuela i kølvandet på valget, skriver The Guardian.

Blinken opfordrer på det kraftigste til, at stemmerne bliver offentliggjort så hurtigt som muligt.

Regeringschefer fra resten af Sydamerika har ligeledes udtrykt manglende tillid til, at det var Maduro, som vandt valget. 

Mistilliden har fået Nicolás Maduro til at hjemkalde regeringens ambassadører i en række latinamerikanske lande. Landene har i en samlet udtalelse bedt om at få lov til at se valgresultatet søndag efter i sømmene.

Samtidig har Maduro allierede i Rusland, Kina, Nicaragua, Cuba og Honduras, hvis statsledere lykønskede ham med sejren.

»Jeg er overbevist om, at dine aktiviteter som statsoverhoved vil fortsætte med at bidrage til jeres progressive udvikling i alle retninger,« sagde Ruslands præsident, Vladimir Putin, i et opslag på sociale medier:

»Husk, at du altid er en velkommen gæst på russisk jord.«

Afstemningens resultat forventes at kunne mærkes i hele Amerika – inklusive USA – i form af migration.

Under Maduros embede er op mod otte millioner venezuelanere flygtet ud af landet som konsekvens af et hidtil uset niveau af fattigdom og økonomiske problemer – tusindvis af venezuelanerne er rykket nordpå til USAs sydlige grænse. Hvis Maduro forbliver ved magten, vurderer en meningsmåling foretaget i juni, at op mod en tredjedel af befolkningen overvejer at forlade landet efter valget, skriver CNN.

I dag er Maduros regering desuden under efterforskning hos Den Internationale Straffedomstol (ICC) for brud på menneskerettighederne.