USA's regering vil indlede undersøgelser af det, der anses som potentielt urimelige handelsmetoder og -politikker hos en række udenlandske handelspartnere.

Det gælder EU, Kina og 14 andre lande i Europa, Mellemamerika og Asien.

Det oplyser USA's handelsrepræsentant, Jamieson Greer, på myndighedens officielle hjemmeside.

Jamieson Greer skriver, at overkapacitet i produktionssektorer hos udenlandske handelspartnere kan være diskriminerende og urimelige over for amerikanske virksomheder.

- På tværs af mange sektorer producerer mange af USA's handelspartnere flere varer, end de kan forbruge indenlands.

- Denne overproduktion fortrænger den amerikanske indenlandske produktion eller forhindrer investeringer og udvidelser i amerikansk produktion, som ellers ville være blevet sat i gang, siger Jamieson Greer.

Handelsrepræsentanten oplyser, at det er vigtigt at bringe kritiske forsyningskæder tilbage til USA.

Samtidig understreger Greer, at det vil skabe vellønnede job for amerikanere i produktionsindustrien.

Nyhedsbureauerne Reuters og AFP beskriver de kommende undersøgelser som et forsøg fra den amerikanske regering på at genopbygge et toldpres på USA's handelspartnere.

I februar slog den amerikanske højesteret fast, at USA's præsident Donald Trumps administration ikke havde juridisk grundlag for at indføre en straftold på varer fra stort set alle lande i verden.

Trump indførte straftold i foråret 2025 med en begrundelse om, at USA's handelsunderskud over for en række lande var en nødsituation.

Efter at straftolden blev underkendt af højesteret i sidste måned, har Trump indført en ny straftold på først ti procent, siden 15 procent, på baggrund af en anden sektion i handelsloven.

/ritzau/