USA's udenrigsministerium har godkendt et muligt salg af militært udstyr til Danmark for tre milliarder dollar.

Det skriver Defense Security Cooperation Agency (DSCA), der er en myndighed under USA's forsvarsministerium, Pentagon, fredag i en pressemeddelelse.

Beløbet svarer til lige knap 20 milliarder danske kroner.

Danmark har anmodet USA om at købe blandt andet affyringsramper til luftforsvarssystemer og radarer, fremgår det af meddelelsen.

Ud over selve udstyret vil et potentielt salg også omfatte reservedele samt oplæring, logistik og støtte i forbindelse med, at danske soldater skal begynde at bruge udstyret.

Få timer efter skriver DSCA i en anden pressemeddelelse, at Pentagon desuden har godkendt et muligt salg af luft-til-luft-missiler til Danmark for 730 millioner dollar. Det svarer til omkring 4,7 milliarder danske kroner.

Den danske regering har anmodet USA om at købe 200 missiler af typen AIM-120C-8 og tre tilhørende styresystemer, oplyser Pentagon.

Der er dermed banet vej for, at et amerikansk salg kan blive en realitet, men hvorvidt det sker og hvornår, er endnu uvist.

- Det foreslåede salg vil forbedre Danmarks evne til at imødegå nuværende og fremtidige trusler og styrke landets evne til at samarbejde med USA og andre allierede styrker.

- Det vil også styrke Danmarks mellem- og langdistance jordbaserede luftforsvarskapacitet, fremgår det af pressemeddelelserne.

Pentagon skriver videre, at det foreslåede salg vil understøtte USA's udenrigspolitiske og nationale sikkerhedsmål ved at forbedre sikkerheden for en Nato-allieret.

Leverandørerne af det øvrige militære udstyr er de amerikanske luftfarts- og forsvarsvirksomheder RTX Corporation, Lockheed Martin og Northrop Grumman.

/ritzau/