USA: Vi håber på nordkoreansk nedrustning i 2020

Hvis Nordkorea ikke forhandler i god tro, så vil vi genoptage militærøvelser med Sydkorea, siger Mike Pompeo.

USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, landede onsdag i Sydkoreas hovedstad, Seoul, for at orientere den sydkoreanske regering om præsident Donald Trumps møde med Nordkoreas leder, Kim Jong-un. Jung Yeon-je/Ritzau Scanpix
Læs mere
Fold sammen

USA håber på en »større« nedrustning fra Nordkoreas side frem til 2020, siger den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo.

Men USA vil genoptage militærøvelser sammen med Sydkorea, hvis Nordkorea ikke længere forhandler i god tro, lader han forstå.

Det skriver nyhedsbureauerne AP og AFP.

Præsident Donald Trump meddelte tirsdag få timer efter sit møde med Nordkoreas leder, Kim Jong-un, i Singapore at han havde lovet at indstille de fælles militærøvelser med Sydkorea.

Trump og Kim underskrev en erklæring, hvor Nordkorea lover at arbejde for en atomvåbenfri koreansk halvø.

Pompeo landede onsdag i Sydkorea for at orientere den sydkoreanske regering om mødet mellem Trump og Kim.

/ritzau/