Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
TYSKLAND: Tysklands kansler Angela Merkel har bedt om en øjeblik og tilbundsgående afklaring af, om hun har været udsat for aflytning af sin mobiltelefon af USA.
Det skriver flere nyhedsbureauer onsdag aften, efter at det tyske magasin Der Spiegel onsdag har beskrevet, hvordan USA tidligere har lyttet med på kanslerens telefon.
Forbundskansleren har onsdag været i kontakt med den amerikanske præsident Barack Obama. Merkel har ifølge Reuters gjort det klart over for den amerikanske præsident, at en aflytning er »helt uacceptabelt«.
»Mellem venner og allierede, sådan som Tyskland og USA har været det i årtier, bør der ikke være overvågning af en regeringschefs kommunikation,« lyder det ifølge en erklæring fra den tyske kansler.
Talsmand i Det Hvide Hus, Jay Carney, har ifølge Reuters bekræftet telefonsamtalen mellem Merkel og Obama, men man afviser beskyldningerne om aflytning.
»Præsidenten har forsikret kansleren om, at USA ikke overvåger - og ikke vil overvåge - kanslerens kommunikation,« sagde Carney onsdag ifølge Reuters uden dog at nævne noget om, hvorvidt kansleren tidligere er blevet aflyttet.
Sagen om aflytning af den tyske kansler kommer, efter at den tidligere efterretningsagent Edward Snowden har lækket oplysninger om, at USA har aflyttet ambassadører og toppolitikere verden over.
Der Spiegel skrev forleden, at den amerikanske efterretningstjeneste NSA har opsnappet mails fra den daværende mexicanske præsident Felipe Calderon i 2010. Den mexicanske regering vil nu have USA til at svare på beskyldningerne.