USA stopper al fremtidig støtte til Sydafrika, indtil der er foretaget en undersøgelse af situationen i landet, der "konfiskerer jord" og "behandler visse befolkningsgrupper meget dårligt".
Det skriver USA's præsident, Donald Trump, på sit eget sociale medie, Truth Social.
- Det er en kæmpe overtrædelse af menneskerettighederne, som finder sted, mens alle ser på. USA finder sig ikke i det. Vi handler, skriver Trump.
Trump specificerer ikke, hvilke befolkningsgrupper han henviser til. Han oplyser heller ikke, hvordan undersøgelsen skal udføres.
Spørgsmålet om ejerskab over jord er et omstridt emne i Sydafrika, hvor størstedelen af landbrugsjorden stadig ejes af hvide mennesker tre årtier efter apartheids ophør.
Apartheid var et særligt system, hvor sorte sydafrikanere blev gjort til andenrangsborgere i deres eget land. De var blandt andet frataget flere af deres rettigheder.
Landet gjorde op med apartheid i 1994 under den daværende præsident, Nelson Mandela.
Bestræbelserne på at rette op på uligheden i efterdønningerne fra apartheid møder kritik fra konservative, herunder rigmanden Elon Musk, som er født i Sydafrika og er én af Trumps tætteste rådgivere.
Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa, underskrev i januar et lovforslag, der fastslår, at regeringen under visse omstændigheder må "undlade at tilbyde kompensation" for ejendom, som den beslutter at ekspropriere i offentlighedens interesse.
At ekspropriere vil sige, at en regering tvinger nogen til at afstå jord eller fast ejendom til staten mod erstatning.
Regeringen mener, at lovforslaget bremser myndighederne i at ekspropriere ejendom vilkårligt, fordi den først skal nå til enighed med ejeren af ejendommen.
Nogen frygter en situation, der minder om nabolandet Zimbabwes. Efter at landet blev uafhængigt i 1980, beslaglagde regeringen kommercielle gårde ejet af hvide uden kompensation.
Sydafrikas udenrigsministerium oplyser i en udtalelse, at man har "tillid til", at USA's undersøgelse vil føre til "en grundig forståelse af Sydafrikas politik inden for rammerne af konstitutionelt demokrati".
- Det kan vise sig, at vores ekspropriationslov ikke er usædvanlig, da mange lande har lignende lovgivning, lyder det.
Landets præsident, Cyril Ramaphosa, afviser mandag Trumps anklager om, at regeringen konfiskerer jord.
- Sydafrika er et konstitutionelt demokrati, der er dybt rodfæstet i retsstatsprincippet, retfærdighed og lighed, siger han og tilføjer, at han ser frem til at tale med Trump.
/ritzau/Reuters