USA tæt på angreb mod Syrien

Udenrigsminister John Kerrys stærke angreb på Syrien, som han direkte anklager for at have brugt kemiske våben, er ifølge iagttagere reelt en slags krigserklæring.

USAs udenrigsminister John Kerry (foto) har på vegne af præsident Barack Obamas administration reelt lanceret en slags krigserklæring, mener politiske iagttagere. Fold sammen
Læs mere
Foto: JEWEL SAMAD

LONDON:  Med sit kraftfulde verbale angreb på Syrien har USAs udenrigsminister John Kerry ikke blot gjort klart, at USA klandrer Syrien for at have brugt kemiske våben mod sin egen befolkning og har begået en "kujonagtig forbrydelse". Han har på vegne af præsident Barack Obamas administration reelt lanceret en slags krigserklæring, mener politiske iagttagere.

"Administrationen har bevidst efterladt sig næsten ingen manøvrerum - dens troværdighed vil nu være nul, hvis den undlader at iværksætte en form for militær aktion, "skriver Mark Mardell, BBCs redaktør for Nordamerika.

John Kerry sagde mandag aften, at brugen af kemiske våben i angreb på civile i Syrien var "ubestridelig", og at Obama administrationen ville holde den syriske regering til ansvar for, hvad han kaldte en "moralsk uanstændighed", som havde chokeret verden rundt.  

Kerry angreb den syriske regering for kynisk at forsøge at dække over dens brug af kemiske våben ved ikke med det samme at give adgang til FNs inspektører efter angrebet i onsdags.   

"Den vilkårlige slagtning af civile, drabet på kvinder og børn og uskyldige tilskuere med kemiske våben er en moralsk uanstændighed," sagde Kerry.

"Ud fra enhver standard er det utilgiveligt," fortsatte han. "Trods de undskyldninger og den snakken udenom, som nogle er kommet med, er det ubestrideligt."

Kerrys skarpe ord er et klart udtryk for, hvordan USA har skærpet sin holdning til Syrien-konflikten, som er på vej ind i sit tredje år, og som ifølge FN har kostet over 100.000 mennesker livet.

At præsidents Assads regering først mandag tillod inspektørholdet fra FN adgang til onsdagens angrebne områder i udkanten af Damaskus er ifølge John Kerry også ganske sigende for, hvordan regeringen har forsøgt at skjule sin forbrydelse. Problemet med den sene adgang er, at beviser efter kemiske angreb kunne fjernes.  

"Vores fornemmelse af menneskelighed er fornærmet ikke kun på grund af denne feje forbrydelse, men også af det kyniske forsøg på at dække over det," sagde Kerry.

Den amerikanske udenrigsminister kom med sin planlagte tale få timer efter, at FNs inspektører var endelig færdige med undersøgelser i et af de angrebne områder fra i onsdags. Til trods for at uidentificerede snigskytter ramte den forreste af FN-konvoyens biler i forruden og i dækkene, så den ikke kunne køre videre, formåede inspektørerne at besøge to sygehuse og at interviewe vidner, læger og at indsamle prøver fra patienter for første gang siden det kemiske angreb i sidste uge, der krævede flere hundrede liv.  

 

FNs generalsekretær Ban Ki-moon sagde efterfølgende i en erklæring, at han havde bedt sin ledende nedrustningschef, Angela Kane, som besøgte Damaskus, om på "det kraftigste at klage til den syriske regering og ledelsen af oppositionens styrker" for ikke at sikre inspektørerne på deres tur rundt i området. Ingen medlemmer af inspektørholdet blev dog meldt sårede.

Inspektørerne interviewede blandt andet patienter på en klinik i Moadamiya i den sydvestlige del af hovedstaden. Forstaden er kontrolleret af oprørere, og det var herfra området, at aktivister imod regeringen reporterede det mindste af to mistænkelige angreb om brug af kemiske våben i onsdags. Videoer der blev lagt på YouTube viste patienter, som så ud til at have meget svært ved at trække vejret - et symptom på brug af kemiske våben.

Besøget af FN-inspektørerne i et halvt dusin køretøjer - eskorteret af syriske sikkerhedsstyrker - kom kort efter, at præsident Bashar al-Assad havde benægtet, at hans styrker havde brugt giftgas mod sine egne borgere. I et interview med den russiske avis Izvestia mandag sagde Assad, at beskyldninger om, at hans styrker havde brugt kemiske våben var "ulogisk" og "imod enhver sund fornuft ", fordi flere af hans styrker selv var tæt på området. Han advarede USA om, at en amerikansk intervention i Syrien blot ville føre USA ud i "fiasko ligesom i alle de tidligere krige, de har udkæmpet, begyndende med Vietnamkrigen og op til i dag".