USA strammer reglerne om Wi-Fi-forbindelser

Repræsentanternes Hus i USA har vedtaget en lov, som vil tvinge udbydere af Wi-Fi-forbindelser til at indrapportere børnepornografi.

Repræsentanternes Hus i USA har vedtaget en markant stramning af lovgivningen omkring offentligt tilgængelige Wi-Fi-forbindelser.

Baggrunden er et politisk ønske om bedre at kunne bekæmpe eksempelvis børnepornografi ved at tvinge udbyderne af Wi-Fi-forbindelser til at rapportere til myndighederne, hvis de støder på ulovligt materiale, hvad enten det er fotografier, video, tegninger eller malerier.

Hvis udbyderne nægter, risikerer de bøder op til 300.000 dollar. Loven har sat sindene voldsomt i kog blandt Internettets stærkeste tilhængere. De ser loven som et forsøg på at forbyde Internettet som sådan.

Loven blev vedtaget med et overvældende flertal i Repræsentanternes Hus. 409 stemte for og blot 2 imod - begge republikanere, herunder den libertariansk orienterede præsidentkandidat Ron Paul.

Den nye lov har vidtrækkende konsekvenser og vil kunne omfatte individer, internetcaféer, biblioteker, hoteller og myndighederne selv. Den vil også dække sociale netværk, internetudbydere og emailudbydere som eksempelvis Hotmail og Gmail.

The SAFE Act, som loven hedder, er det seneste i Kongressens forsøg på at ramme sexforbrydere og er en udvandet udgave af et endnu mere vidtgående forslag.

På trods af at loven vil gøre livet sværere for udbydere af Wi-Fi-forbindelser, så indeholder den en enkelt gulerod, der skal få udbyderne til at indrapportere ulovligheder. Den sikrer dem nemlig mod retsforfølgelse, hvis de overholder loven.