USA støtter EUs ophævelse af syrisk våbenembargoen

EUs beslutning om ikke at forlænge våbenembargoen mod Syrien får opbakning fra USA, på trods af at amerikanerne selv har afvist at levere våben til oprørerne.

Foto: Ricardo Garcia Vilanova
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

USA: Selvom USA selv har afvist at levere våben til oprørerne i Syrien, glæder Washington sig over EUs beslutning om ikke at forlænge våbenembargoen, der udløber natten til lørdag, mod det borgerkrigsramte land.

»Vi hilser EUs beslutning velkommen,« siger Jay Carney, talsmand for Det Hvide Hus, ifølge Reuters.

»Selvom det udelukkende er en EU-beslutning, støtter vi den som en del af det internationale samfunds bestræbelser på at vise sin fulde støtte til den syriske opposition,« tilføjer talsmand for det amerikanske udenrigsministerium Patrick Ventrell.

I de seneste uger har man i Washington gjort sig umage for ikke at kritisere sine allierede i Storbritannien og Frankrig, som har været de to EU-lande, der i særdeleshed har kæmpet for at ophæve embargoen for at give oprørsstyrkerne mulighed for at købe våben.

Ifølge Patrick Ventrell er ophævelsen af våbenembargoen »nyttig, fordi den sender et budskab til præsident Assads regime om, at støtten til oppositionen kun vil vokse«.

USA har hidtil kun støttet den syriske opposition med ikke-drabelige midler og har afvist at levere våben til oprørerne af frygt for, at de havner i hænderne på radikale, islamistiske grupper.

Tirsdag rettede den russiske viceudenrigsminister, Sergej Ryabov, en skarp kritik af EUs beslutning, som han mener, »direkte vil skade udsigterne til at få indkaldt en international konference«. Samtidig meddelte han, at det syriske militær vil få leveret det kraftige S-300 missilsystem, der er beregnet til at sætte ind mod angribende fly og krydsermissiler på flere hundrede kilometers afstand.

»Vi har længe sagt, at vi er uenige i - og at vi fordømmer - den fortsatte forsyning af russiske våben til regimet. Og det omfatter alle slags våben,« siger Patrick Ventrell.

USA og Rusland forsøger i øjeblikket at organisere en fredskonference om Syrien i Geneve i juni. Oprørerne har endnu ikke besluttet, om de overhovedet vil møde op til konferencen, mens den syriske regering »i princippet« har erklæret sig parat til at deltage.

BNB/Reuters