USA skyder iranske droner ned efter trussel mod skibstrafik
Amerikansk militær har endnu en gang slået til mod iranske droner, som udgør trussel i Hormuzstrædet.

Amerikansk militær har endnu en gang slået til mod iranske droner, som udgør trussel i Hormuzstrædet.

USA's militær har lørdag skudt to iranske droner ned, da de udgjorde en trussel mod den internationale skibstrafik i Hormuzstrædet.
Det oplyser det amerikanske militærs centralkommando, Centcom, på det sociale medie X.
- De amerikanske styrker står fortsat parate og er klar til at fortsætte med at forsvare sig mod iransk aggression, skriver Centcom.
Tidligere lørdag skød det amerikanske militær fire iranske droner ned, der var på vej mod Hormuzstrædet, og angreb to radaranlæg i Iran.
Også her lød begrundelsen, at dronerne udgjorde en trussel mod skibstrafikken.
Iran svarede igen med at affyre missiler mod amerikanske mål i både Kuwait og Bahrain. Ifølge Centcom slog ingen af missilerne ned i golflandene.
Efter at USA og Israel den 28. februar indledte den første angrebsbølge mod Iran, indførte Iran en blokade af Hormuzstrædet.
Hormuzstrædet ligger mellem Iran mod nord og De Forenede Arabiske Emirater og Oman mod syd og forbinder olieproducerende lande i regionen med resten af verden.
Strædet har stor betydning for verdens oliehandel. Omkring en femtedel af verdens samlede olieforbrug passerer normalt gennem strædet.
USA har siden den 13. april blokeret adgangen til iranske havne. Det indebærer, at USA ikke tillader skibe at sejle til eller fra iranske havne i Omanbugten og Den Persiske Golf.
Spændingerne mellem USA og Iran er den seneste uge blusset op på ny, og USA og Iran har angrebet hinanden nær Hormuzstrædet.
Tidligere på ugen affyrede Iran droner og missiler mod både Kuwait og Bahrain. Bahrain er en østat, der ligger i Den Persiske Golf. Kuwait ligger ud til samme farvand mellem Saudi-Arabien og Irak.
Onsdag morgen blev en terminal i Kuwaits internationale lufthavn ramt af et iransk droneangreb.
Ifølge sundhedsmyndighederne i Kuwait blev mindst 63 personer såret - heriblandt både passagerer og lufthavnsansatte - mens en person mistede livet.
/ritzau/