Ukrainske, russiske og amerikanske forhandlingshold mødes 10. og 11. november til samtaler i Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater.

Samtalerne vil fokusere på sikkerheden efter krigen, nedtrapning af konflikten, humanitære indsatser og de næste skridt mod fred.

Det skriver den amerikanske udsending Steve Witkoff natten til tirsdag i et opslag på det sociale medie X.

Amerikanske forhandlere vil forud for samtalerne i den emiratarabiske hovedstad mødes med repræsentanter for EU og Nato i Belgiens hovedstad, Bruxelles, i denne uge.

På dagsordenen er sikkerhedsgarantier til Ukraine, Europas sikkerhedsstruktur efter krigen og de økonomiske muligheder for at støtte genopbygningen af Ukraine, fremgår det af opslaget.

- Vi ser frem til at bygge videre på de fremskridt, der er gjort i Kyiv, Oslo og Sankt Petersborg med henblik på at nå frem til en omfattende og holdbar fredsaftale, der sikrer varig sikkerhed for kommende generationer, skriver Witkoff.

I forrige uge blev det bekræftet, at ukrainske, russiske og amerikanske forhandlingshold skulle mødes i Abu Dhabi i den første halvdel af november.

Det skete ifølge nyhedsbureauet Reuters efter et møde mellem Witkoff og Ruslands præsident, Vladimir Putin, i den russiske storby Sankt Petersborg.

Amerikanske forhandlere forsøger at nå frem til en afslutning på den mere end fire og et halvt år lange krig, inden vinteren sætter ind.

Senest det lykkedes amerikanske forhandlere at samle Rusland og Ukraine til forhandlinger var tilbage i februar, inden USA og Israel indledte et angreb mod Iran.

De to amerikanske udsendinge Steve Witkoff og Jared Kushner ventes ifølge Reuters at deltage i samtalerne i Abu Dhabi. Det siger en unavngiven højtstående embedsmand til Reuters.

RITZAU