USA signalerer grønt lys til Assad

Det er ikke længere en amerikansk prioritet at komme af med Syriens præsident Bashar-al-Assad. Hans skæbne må afgøres af det syriske folk, fastslår udenrigsminister Tillerson

Syriens præsident Bashar al-Assad under et interview med Yahoo News . Billedet er taget af det syriske nyhedsbureau SANA  i februar 2017 Fold sammen
Læs mere
Foto: SANA

USA sender nu det hidtil klareste signal om, at Syriens udskældte præsident Bashar al-Assad kan blive siddende på magten.

Under et besøg i Tyrkiet siger den amerikanske udenrigsminister Rex Tillerson, at »præsident Assads status på længere sigt vil blive afgjort af det syriske folk.«

Det skriver flere nyhedsbureauer, og det er en noget mere pragmatisk tilgang til præsident Assad end den, forgængeren i Det Hvide Hus, præsident Barack Obama strod for, og som formentlig flertallet af regeringerne i EU abonnerer på.

Her insisterer man nemlig på, at præsident Assad ikke skal spille en rolle i det Syrien, der måtte tegne sig efter en mulig fredsaftale engang, og kravet er, at Assad skal retsforfølges for de massive krigsforbrydelser, han beskyldes for.

Ikke amerikansk fokus

 

I FNs hovedkvarter New York gik den amerikanske FN-ambassadør Nikki Haley skridtet videre i antydningen af, at det ikke er præsident Donald Trump-administrationens prioritet i Syrien at få et opgør med Bashar al-Assad.

»Vor prioritet er ikke længere at sidde og fokusere på at få Assad væk,« sagde ambassadør Haley torsdag til journalister i FN-bygningen ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

»Mener vi, at han er en hindring? Ja,« sagde Nikki Haley videre. »Vil vi sidde der og fokusere på at få ham væk? Nej.«

Efterfølgende har en amerikansk embedsmand sagt til CNN, at Haleys bemærkning er blevet misforstået.

Det står ikke helt klart, hvordan FN-ambassadørens temmelig klare kommentar kan misforstås, men embedsmanden siger til CNN, at Trump-administrationens prioritet ikke alene handler om Assad, men også om at bekæmpe Islamisk Stat, blokere for Irans indflydelse i Syrien, beskytte USA's allierede i regionen og afslutte den syriske borgerkrig.

Det var i øvrigt også Obama-administrationens politik i Syrien, så det tyder på, at Trump og hans folk ikke har en ny politik i Syrien – eller også er de bare i gang med at finde ud af, hvad den skal gå ud på.