USA sender redningshold og hjælp til Venezuela efter naturkatastrofe
Forholdet mellem USA og Venezuela er blødt op efter Maduros tilfangetagelse i januar. Trump lover at hjælpe.

Forholdet mellem USA og Venezuela er blødt op efter Maduros tilfangetagelse i januar. Trump lover at hjælpe.

USA er klar til at hjælpe Venezuela, efter at to kraftige jordskælv har rystet landet natten til torsdag dansk tid.
Det skriver USA's præsident, Donald Trump, i et opslag på sit sociale medie, Truth Social.
- USA står klar, villig og i stand til at hjælpe. Jeg har instrueret alle myndigheder i vores regering om at gøre sig klar til at handle hurtigt. Vi vil være der for vores nye og gode venner, lyder det fra Trump.
Den amerikanske præsident skriver samtidig, at jordskælvene har medført et højt antal dødsfald. Han skriver ikke, hvor mange der er døde.
USA's Geologiske Undersøgelse (USGS) vurderer, at titusindvis af mennesker kan være døde i jordskælvene, som har forårsaget omfattende ødelæggelser. Der er foreløbig ingen officielle dødstal.
USA's viceudenrigsminister, Christopher Landau, skriver på det sociale medie X, at Trump-administrationen er i kontakt med myndighederne i Venezuela og er ved at mobilisere hjælp.
De to kraftige jordskælv ramte vest for Venezuelas hovedstad, Caracas, hvor bygninger er styrtet sammen, og mennesker er fanget under murbrokkerne.
Jeremy Lewin, som er embedsmand i USA's udenrigsministerium, skriver på X, at ministeriet har aktiveret katastrofeberedskabet og en taskforce for at levere og koordinere kritisk hjælp til venezuelanerne.
- I samarbejde med partnere i Venezuelas fungerende regering vil USA sende eftersøgnings- og redningshold, medicinske og humanitære forsyninger samt andre ressourcer til landet i de afgørende første dage efter denne tragiske naturkatastrofe, skriver Jeremy Lewin.
Venezuela er gået i kriseberedskab og har lukket landets største internationale lufthavn, som er blevet beskadiget af de kraftige rystelser.
Forholdet mellem USA og Venezuela er blevet bedre de seneste måneder, efter at amerikanske styrker i januar pågreb landets daværende præsident, Nicolás Maduro, i en militæraktion i Caracas.
USA's præsident Donald Trumps administration har siden samarbejdet med Venezuelas midlertidige regering ledet af Delcy Rodríguez – blandt andet om en aftale, der giver USA mulighed for at sælge venezuelansk olie.
Derudover har USA lempet sanktioner for at fremme amerikanske investeringer i det sydamerikanske land, skriver nyhedsbureauet Reuters.
/ritzau/