USA har onsdag annonceret en stor pakke med militær støtte for 1,85 milliarder dollar – knap 13 milliarder kroner – til Ukraine.

Det skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

Den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, har bekræftet støtten, som flere medier allerede havde berettet om på forhånd.

USA har også tidligere hjulpet Ukraine med både økonomiske midler og militært udstyr. Den seneste pakke er dog unik, da den indeholder det avancerede Patriot-luftforsvarssystem. Det fortæller Blinken.

»For første gang indeholder hjælpen Patriot-luftforsvarssystemet, der er i stand til at skyde krydsermissiler, kortrækkende ballistiske missiler og fly ned i højere grad end luftforsvarssystemer, vi tidligere har givet,« lyder det.

Ukraines luftforsvar har under krigen med Rusland spillet en nøglerolle i forhold til at beskytte landet fra russiske missiler.

Udmeldingen fra USA betragtes derfor også som værende vigtig for Ukraine, der har presset på for at få USA til at hjælpe med netop Patriot-systemet.

Det ventes blandt andet, at Ukraines hovedstad, Kyiv, vil komme til at stå markant stærkere med tilgangen af Patriot-systemet.

Det siger den uafhængige forsvarsanalytiker Hans Peter Michaelsen.

»Det betyder først og fremmest noget tryghedsmæssigt,« lyder det.

Hans Peter Michaelsen har over 30 års erfaring som officer i flyvevåbnet og er tidligere militæranalytiker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet.

Missilsystemet, det mest avancerede i USAs repertoire, er ifølge Hans Peter Michaelsen udelukkende til defensivt brug.

»Det er især godt til at nedskyde ballistiske missiler som Iskander,« siger han.

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, kommer onsdag på besøg i USA og skal tale i Kongressen klokken 01.30 torsdag dansk tid.

/ritzau/

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.