Med Iran på kornet leder USA efter regionale løftestænger mod ayatollahstyret i Teheran.
I stærk kontrast til tidligere præsident Barack Obama, der var med til at lukke Iran ind i varmen med atomaftalen i 2015, arbejder USA's præsident Donald Trump hårdt for at skubbe Iran tilbage i kulden. Ud på den regionale sidelinje, på pladsen for terrorstøttende og farlige regimer, hvor den amerikanske præsident mener, Iran hører hjemme.
Til trods for, at USA ikke har nogen officielt erklæret Iran-politik, er retorikken fra Washington og den øgede amerikanske rolle i regionen ikke til at tage fejl af.
USAs anstrengelser for at inddæmme Irans indflydelse spreder sig ud over store områder i regionen og omfatter både krigen i Syrien og det kaos, krigen mod Islamisk Stat har skabt i Irak.
Iran er allerede udpeget som de seneste års store vinder. Med sin støtte til den syriske præsident Bashar al-Assads regimestyrker, har Iran fået fri adgang til Syrien. Iranske militære rådgivere er med i alle større beslutningsprocesser og på landjorden er det iranskstøttede militser, der fører an, når de vigtige slag skal vindes.
En lignende udvikling foregår i Irak. Her er det Iran, der via indflydelse på regeringen i Bagdad og direkte støtte til de irakiske shiamilitser, er i færd med at forvandle Irak til en stat, som agerer på Irans vegne.
Siden den kurdiske folkeafstemning 25. september er det Iran, der har lagt pres på regeringen i Bagdad for at bremse kurdernes stormløb mod selvstændighed.
Det er Irans ordrer, der har fået Bagdad til at aktivere de shiamilitser, der i øjeblikket fysisk tvinger de kurdiske peshmerga-soldater i defensiven.
Og det er Irans frygt for, at de kurdiske dele af Irak kan ende med at blive til en fremskudt pro-vestlig og pro-israelsk base, der har fået regeringen i Bagdad til at acceptere at slippe shiamilitserne løs, selv om Irak i øjeblikket bevæger sig på kanten af borgerkrig.
Med sin beslutsomhed og mangeårige opfostring af militære støttegrupper, har præstestyret i Teheran aldrig stået stærkere. Hvad angår Irans doktrin om at eksportere den islamiske revolution til andre områder i regionen, noterer Iran sig bemærkelsesværdig succes.
Landet har skabt en såkaldt »korridor« fra Teheran til Middelhavet. En iransk forsyningsrute, som præstestyrets militser og soldater uforstyrret kan benytte sig af i Iran, Irak, Syrien og Libanon. En rute, der endda styrker Irans tilstedeværelse i det sydlige Syrien over for de israelsk kontrollerede Golanhøjder.
Mens den tidligere amerikanske administration måske håbede, at atomaftalen med Iran ville moderere landets forhåbninger om regional dominans, føler Donald Trump, at det er nødvendigt at handle for at bremse Iran.
Foruden de næsten daglige fordømmelser af præstestyret og den seneste vedtagelse af ikke at anskue atomaftalen som en amerikansk interesse, kæmper USA i øjeblikket på to fronter mod Iran.
Den ene er slagmarken i de østlige dele af Syrien. Den anden er de diplomatiske anstrengelser, som USA gør sig, i forsøget på at vriste Irak ud af Irans favn.
I Syrien har USA under Donald Trump intensiveret sin støtte til de syriske kurdere i kampen mod Islamisk Stat. Den kamp er nu næsten overstået og har i stedet udviklet sig til en kamp om indflydelse i fremtidens Syrien.
Med USAs støtte er Syriens kurdere i stand til erobre strategisk vigtige områder i de østlige dele af landet og hermed agere mulig fremtidig bremseklods for Irans indflydelse i disse dele af Syrien.
Hvis USA vælger at blive i Syrien, når Islamisk Stat er overvundet, vil det ikke være af kærlighed til Syriens kurdere, der ideologisk set hører til på den yderste venstrefløj. Det vil snarere være, fordi USA tilegner sig en løftestang over for det syriske regime og Iran, og hermed kan tage et vigtigt skridt i retning af at inddæmme Irans indflydelse.
Det andet spor, USA har valgt, er at bruge sit venskab med Saudi-Arabien til at forsøge at skubbe Irak bort fra Iran.
Under sit nylige besøg i Saudi-Arabien sagde den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, klart og tydeligt, at USA mener, at de Iran-støttede shiamilitser i Irak har udført deres job mod IS, og at de derfor nu bør vende hjem.
USA og Saudi-Arabien håber i fællesskab at kunne motivere de irakiske politikere, der heller ikke bryder sig om, at Iran hovedsageligt agerer som den suveræne magthaver i Irak. De håber, at lovning om en militær alliance mellem Irak, Saudi-Arabien, USA og Israel, vil få Bagdad på bedre tanker og til at løsne de shiamuslimske bånd, der holder Bagdad og Teheran sammen.
USAs ønske om at vriste Irak ud af Irans favn, er umiddelbart langt mere kompliceret end at holde Iran og Assads regime væk fra de kurdiske områder i Syrien.
Årsagen er, at de shiamilitser, der i øjeblikket agerer på både Bagdads - og Teherans - vegne i Irak, er svorne fjender af Saudi-Arabien. Hertil kommer, at regeringen i Bagdad rent ideologisk står Iran meget nærmere end både USA og Saudi-Arabien. Og endelig ved regeringen i Bagdad, at hvis det er USA og Saudi-Arabien, der får indflydelse på Irans bekostning, så bliver det også på Bagdad-regeringens bekostning.
Hverken Iran eller regeringen i Bagdad ønsker at skrue tiden tilbage til årene efter præsident Saddam Husseins fald, hvor USA satte tonen i Irak.
Allan Sørensen er Berlingskes korrespondent i Mellemøsten