USA rejser nye anklager mod terrorsigtede

Sigtelserne mod Khalid Sheikh Mohammed og hans fire medtiltalte udvides, siger kilder ved Guantanamo-domstol.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Amerikanske militæranklagere har rejst nye sigtelser mod Khalid Sheikh Mohammed, der har erklæret sig som hjernen bag terrorangrebet mod New York og Washington den 11. september 2001.

Det samme er tilfældet for fire formodede medsammensvorne, der ligeledes sidder fængslet i USA's Guantanamo-fangelejr i Cuba.

Sigtelserne handler om sammensværgelse og massedrab og ventes at blive offentliggjort senere på dagen, siger kilder ved militærdomstolen i Guantanamo-lejren til nyhedsbureauet Reuters.

Alle fem anklagede er i forvejen sigtet for at have planlagt angrebene med kaprede fly, der kostede næsten 3000 mennesker livet i USA.

Sagerne var en overgang stillet i bero, mens præsident Barack Obama overvejede om de kunne flyttes til civile domstole.

Men i sidste måned måtte præsidenten opgive den plan og meddelte, at de anklagede vil blive stillet for en militærdomstol i den omstridte fangelejr.

Alle anklagede risikerer dødsstraf, hvis de kendes skyldige.

/ritzau/Reuters