USA ramt af Hillary-feber

Hillary Clinton splitter amerikanerne. Højrefløjen ser rødt, men er bogmarkedet en indikator, gider folk ikke længere smædekampagnerne imod hende. Seks år som senator har skabt mere respekt.

WASHINGTON: Gårsdagens meddelelse fra Hillary Clinton var ikke mange minutter gammel, før den amerikanske højrefløj henrykt kastede sig ud i en ny smædekampagne imod hende.

»Vil demokraterne overhovedet opstille en ikke-marxist i 2008,« hed det for eksempel på den nykonservative blog, Polipundit.

Hillary Clinton er blevet kaldt værre ting end marxist. Hun er i mange henseender en ønskemodstander for Republikanerne og det konservative Amerika, der i hende ser alt det, der gik galt i de otte år med hendes mand, Bill Clinton, som præsident. Glemt er 1990ernes økonomiske fremgang og forholdsvis fredelige udenrigspolitik. Tilbage står sex-eskapaderne og det, mange stadig ser som et moralsk forfald. Hillary fandt sig i det hele vejen igennem, hun var en del af det - og hun er derfor i sig selv guf for konservative valgstrateger. Gennem de seneste tre år er der udsendt ikke mindre end 12 bidende onde bøger om Hillary Clinton, hvori hun fremstilles ikke bare som venstredrejet og militant feminist, men også som lesbisk. 11 lignende bøger er på vej ud til boghandlerne.

Nye tider
Men som Berlingske Tidende skrev i forbindelse med midtvejsvalget i november, sælger bøgerne ikke længere. De er stort set alle som en dundrede fiaskoer. Amerikanerne gider ikke længere deltage i smædekampagnen imod hende. Som redaktør Alexander Belenky fra det moderat konservative magasin, The New Republic, har sagt det: »Folk er trætte af at læse de samme gamle historier om Clintons lesbiske hemmeligheder, hendes radikale, feministiske idealer og hendes alt for høje ambitioner. De køber den ikke længere. Ikke nu. Og, hvis Clinton-bogmarkedets sammenbrud er nogen indikator, heller ikke i 2008.«

Kun tiden kan vise, om forudsigelsen holder stik. En ting, der kan tale yderligere for det, er Hillary Clintons succesrige karriere i Senatet. Hun er takket være hårdt arbejde og en ydmyg attitude gået fra at være lidt af en paria hos både partifæller og modstandere til at være en af de mest populære og respekterede blandt såvel kolleger som befolkningen.

Tæt samarbejde
Hun har endda fået så mange lovforslag på plads med republikanere, at præsidentens spindoktor, Karl Rove, måtte bede dem om at droppe det tætte samarbejde med hende. Uden held. For akkurat som i New York, hvor hun i 2000 ikke levnedes en kinamands chance for at vinde sit første valg til Senatet, men siden sejrede uden problemer, synes Hillary Clinton blot at vinde sympati, når først folk - selv politiske modstandere - lærer hende at kende.

Hendes største modstander bliver måske derfor ikke højrefløjen og måske end ikke den fremstormende partifælle, Barack Obama - men hende selv. Hun var for Irak-krigen, før hun var imod den. Det trækker gevaldigt ned i dagens USA. Hun kan virke tilknappet og uden empati og humor. Det er egenskaber, amerikanerne gerne ser i deres præsident. Og hun slæber rundt på en fortid, som mange tænker tilbage på med glæde, men næsten lige så mange med vrede, og lige nu breder der sig et stort ønske om en ny begyndelse. Ikke en Clinton II. www.berlingske.dk

Læs store portrætter af Hillary Clinton bragt i avisen 5. november og 31. december 2006