USA-panda føder tvillinger i Kina

En amerikansk født kæmpepanda fødte i går tvillinger i kinesisk fangenskab. Det er tredje gang det lykkedes den amerikanske panda at føde tvillinger i fangenskab.

Det er svært at forrestille sig at de to unger en dag vil veje op til 115 kilo. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Det var den otte-årige kæmpepanda Huamei, hvis navn betyder Kina Amerika, som i går fødte to velskabte pandaunger i Sichuan-provinsens panda-center i Kina.

Den ene lille panda - en han - vejede ved fødslen 129,8 gram. Den anden unge er endnu ikke kønsbestemt, men moren og de to baby-pandaer har det fint, fortæller Kinas nyhedsbureau Xinhua.

Huamei er unik fordi hun er den første Panda siden 1990, som er født og har overlevet i vesten.

1.600 pandaer lever frit i naturen i Kina, mens landet holder 210 fanget i zoologiske haver og forskellige naturreservater, skriver Reuters.

Sjælden fødsel

At få pandaer til at føde i fangenskab er ekstremt svært. Mest af alt fordi hunnerne kun er i løbetid en gang om året i 24-48 timer. Og da man for det meste er nødt til at ty til kunstig insemination, kan det være noget af et kunststykke at få gjort de store bambser gravide.

Pandaer spiser bambusskud og bruger ca. halvdelen af tiden på at sove. De passer som regel deres unger i 18 måneder før de forlader dem. En Panda kan blive op til 35 år gammel.