USA opfordrer Rusland til at undersøge valgsvindel

Alle klager om valgsvindel under parlamentsvalg i Rusland bør undersøges, siger USA.

USA opfordrede søndag Rusland til at undersøge alle klager om valgsvindel under parlamentsvalget, efter at foreløbige resultater viser, at præsident Vladimir Putins parti får 63,6 procent af stemmerne.

- De foreløbige rapporter fra Rusland omfatter beskyldninger om svindel på valgdagen. Vi opfordrer indtrængende de russiske myndigheder til at undersøge disse beskyldninger, hed det i en erklæring fra en talsmand for Det Hvide Hus.

Oppositionen i Rusland har erklæret, at den vil kæmpe for at få klarlagt alle omstændigheder omkring det, som den kaldte "udbredte uregelmæssigheder" under valget.

/ritzau/AFP