USA og Iran prøver kræfter i Libanon

De magtfulde gladiatorer raser igen mod hinanden i Libanons arena. Hizbollahs selvsikre færd for at vælte den pro-vestlige regering er endnu et vidnesbyrd om Vestens vigende magt i regionen. Libanon er på randen af borgerkrig, og stormagterne opererer joysticken.

Libaneserne fik i denne uge en ubehagelig påmindelse om, at tidligere tiders stridigheder langt fra er bilagt. Foto: Marwan Naamani/AFP Fold sammen
Læs mere

JERUSALEM: Det var en rabiat forsamling af libanesere, der bevæbnet med stoleben, hakker, spader, pæle og kæder torsdag gik løs på hinanden i Beiruts arabiske kvarter Tariq al-Jdideh. Optøjerne opstod på Beiruts Arabiske Universitet, da to studerende; en fra den Hizbollah-ledte opposition og en fra den pro-vestlige regeringsfløj udvekslede fornærmelser i kantinen og spyttede af hinanden. Andre studerende greb ind på begge sider af tvisten, universitetets naboer stimlede til, og til sidst var hele kvarteret et tumult af kæmpende kroppe, som politiet måtte ty til tåregas, pansrede køretøjer og et udgangsforbud for at stoppe.

Tre døde og over 150 blev såret i urolighederne, der i faretruende grad mindede om de magtkampe, som fra 1975 til 1990 hærgede Libanon og snittede så dybe sår i landets korpus, at arrene stadig er ved at blive helet. Spørgsmålet, som mange stillede sig i denne uge er: kan Libanons magtfraktioner hvirvle landet ned i så voldsom en malstrøm, at en ny borgerkrig bryder ud?

»Situationen er meget alvorlig, og der er en risiko for, at det kan udvikle sig til en ny borgerkrig, fordi grupperne er så hårdt linet op mod hinanden,« siger Paul Salem, kommentator og grundlægger af landets ledende tænketank, Libanons Center for politiske studier. »Landet er i en meget alvorlig tilstand.«

Libanons sprængfarlighed blev understreget i denne uge, da oppositionen, som domineres af Hizbollah, skiftevis hidsede gemytterne op - og forsøgte at dæmpe dem for at lægge låg på den krudttønde, som Libanon med sine 17 religiøse sekter er. Oppositionen havde tirsdag opfordret til en generalstrejke, men brændende dæk og blokader - der skulle kortslutte Libanons centralnervesystem - endte i tumult, som sårede over 60 libanesere og paralyserede landet. De fleste libanesere kunne ikke gå på arbejde eller blev hjemme af frygt for optøjerne, og en stor del af flytrafikken blev indstillet. Tirsdag aften trak ledende oppositionskræfter stikket ud af den strejke, de selv havde organiseret og opfordrede folk til at genoptage deres normale liv.

»Vi vil for enhver pris undgå, at en borgerkrig bryder ud og værne om den civile fred,« siger Khodor Noor al Din, der er medlem af Hizbollahs politiske råd, til Berlingske Tidende. Al Din understreger, at »det var de andre, der startede drabene i denne uge.«

Hizbollahs kristne allierede Michel Aoun har imidlertid lovet »flere overraskelser« i de kommende dage. Demonstranter fra oppositionen har siden december belejret Beiruts indre by.

Hilal Khashan, professor i politik på Beiruts Amerikanske Universitet, siger, at Hizbollah kan starte en borgerkrig hvert øjeblik det skal være, men at gruppen ikke ønsker at gøre det.

»Hizbollah ser sig selv som en modstandsgruppe, der er hævet over rivaliseringerne. Jeg tror ikke på, at der bliver borgerkrig - for ingen af de politiske ledere; hverken Hizbollah eller regeringen ønsker det,« siger han.

Samtidig pointerer Hilal Khashan, at der i modsætning til situationen i 70erne og 80erne ikke er andre lande, som ønsker at skabe krig i Libanon.

»I dag er der ingen arabiske nationer, der vil starte en borgerkrig i Libanon, og en borgerkrig kræver, at der er udenlandske kræfter, som blander sig. Syrien vil måske skabe ustabilitet, men ikke en decideret krig,« siger Hilal Khashan.

Et splittet land
Krisen udstiller Libanons dybe splittelse: På den ene side står premierminister Sinioras regering, som støttes af kristne og sunnimuslimer og nyder politisk og økonomisk opbakning fra USA, EU, FN og sunnimuslimske lande som Saudi-Arabien og Egypten. På den anden side står Hizbollah - der udspringer af Libanons shiamuslimer, landets største sekt - samt nogle sunnimuslimer og kristne og som støttes af Syrien og Iran.

Hizbollah fordrer at få mere indflydelse og opnå vetoret over regeringens beslutninger. Det er sket i takt med, at Hizbollah har forøget sin popularitet efter krigen mod Israel i sommer, da det ikke lykkedes Israel at uskadeliggøre militsen. Regeringskoalitionen afviser kravet om øget indflydelse, og seks ministre fra Hizbollah og dets allierede forlod sidste år regeringen i protest. Samtidig vil oppositionen spænde ben for et FN-tribunal, der skal undersøge mordet på den tidligere sunnimuslimske premierminister Rafik Hariri i starten af 2005. Et mord, som de fleste mener, Syrien står bag.

Men krisen er i høj grad også udtryk for, at USA og Iran lægger arm, understreger mange iagttagere. Libanon lægger som så ofte før scene til større kræfters magtspil. Nadim Shehadi, der i ti år har ledet det britiske Oxford Universitets center for libanesiske studier, udlægger Israels krig mod Hizbollah sidste sommer som »anden runde« mellem USA og Iran. Første runde mellem de to udspillede sig i 80erne, hvor USA trak sig ud af Libanon efter et terrorangreb, som Hizbollah formodes at stå bag, og da 241 marinesoldater blev dræbt.

»Iran og USA er som to lastbiler, der kører mod en uundgåelig kollision, medmindre en af dem bøjer sig og viger tilbage,« pointerer Nadim Shehadi.

Et andet billede er, at Libanon er som et termometer, der måler gladiatorernes styrke. Og Hizbollahs aggressivitet og vedholdenhed er et udtryk for Vestens svaghed, som Paul Salem, der nu er Carnegie fundationens direktør i Libanon, udtrykker det: »Amerikanernes mislykkede projekter i Irak og Afghanistan, Israels amerikansk-støttede fejlslagne krig mod Hizbollah sidste sommer, republikanernes nederlag i midtvejsvalgene og en stigende fornemmelse af at USAs magt i regionen er for nedadgående, har styrket Syrien og Iran.«

En donorkonference i Paris, der i torsdags indbragte Libanon over syv milliarder dollar vil derimod givet styrke regeringen - der har desperat brug for pengene med en offentlig gæld, som er næsten dobbelt så stor som bruttonationalproduktet - både økonomisk og politisk.

Men for de fleste iagttagere at se ligger bolden hos større magter. Som Hilal Khashan formulerer det:

»Krisen er blevet regionaliseret. Som skakbrættet står i dag, er det primært Iran og USA, der kan løse op for spændingerne.«