USA mobiliserer støtte blandt arabiske stater

Såvel Condoleezza Rice som Robert Gates er på charmeoffensiv i Mellemøsten for at samle støtte i kampen for et mere sikkert Irak.

Den amerikanske udenrigsminister Condoleezza Rice og forsvarsminister Robert Gates besøgte tirsdag Egypten for at presse sine arabiske allierede til at gøre mere for at stabilisere Irak og imødegå Irans stigende indflydelse i regionen.

De to ministre ankom til det egyptiske feriested Sharm el-Sheikh med løfter om milliarder af dollar til militær hjælp, der kan imødegå indflydelsen fra al-Qaeda, Hizbollah, Syrien og Iran.

Rice afviste på det kraftigste, at hjælpen bliver givet med den hensigt at opnå mere hjælp i Irak-spørgsmålet, hvor USA kæmper en hård kamp mod såvel shiamuslimske som sunnimuslimske oprørere.

- Det er ikke et spørgsmål om noget for noget. Vi samarbejder med alle disse stater på at bekæmpe ekstremisme. Vi er alle sammen interesseret i et stabilt Irak, der kan forsvare sig selv og bliver forenet, siger Condoleezza Rice.

/ritzau/