USA lemper på indrejse for udlændinge i november

Det ser ud til, at turen til New York eller Florida er inden for rækkevidde. Hvis du altså er vaccineret.

Inden længe kan vaccinerede europæere måske komme på ferie i USA igen og se Frihedsgudinden i New York. Fold sammen
Læs mere
Foto: HENRIETTE VAB
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

USA vil lempe på indrejsereglerne for udenlandske flypassagerer fra begyndelsen af november.

Det siger Jeffrey Zients, der er corona-koordinator for USAs præsident, Joe Biden, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Tidligere har kilder i den amerikanske forbundshovedstad, Washington D.C., sagt til nyhedsbureauet Reuters og tv-stationen CNN, at lempelserne ville gælde borgere fra EU og Storbritannien.

USA har været lukket for indrejse i 18 måneder under coronapandemien.

Ifølge oplysningerne gælder lempelserne personer, der er vaccineret mod covid-19.

»Det vigtigste er, at det kræves, at udlændinge, der flyver til USA, skal være fuldt vaccineret mod covid-19,« siger Zients.

Han siger, at passagerer skal bevise, at de er vaccineret, inden de går om bord i et fly til USA.

De skal også vise en ren covid-19-test, som højest er tre dage gamle, skriver AFP.

Der er ikke yderligere detaljer om, hvordan lempelserne vil være.

Det er heller ikke klart, om de nye regler kun vil gælde for personer, der er vaccineret med vacciner, som er godkendt i USA.

Det er vacciner fra Rusland og Kina for eksempel ikke.

AstraZeneca er heller ikke godkendt i USA, men bruges i stort omfang i EU og Storbritannien.

CNN skriver, at USA planlægger et system, hvor flyselskaber skal involveres i smittesporing.

Det indebærer, at passagerer til USA skal aflevere telefonnummer og mailadresse, og så skal passagererne alarmeres, hvis der findes smitte på deres fly.

Flyselskaberne vil blive pålagt at gemme sporingsinformationer i 30 dage.

I Dansk Industri (DI) er der glæde over, at der ser ud til at være lempelser på vej.

Louis Funder, DIs chef i USA, siger, at indrejseforbuddet for danskere har haft store konsekvenser.

»Indrejseforbuddet til USA har nu stået på i næsten 560 dage, hvor europæere reelt har været afskåret fra at rejse til USA. Det har haft konsekvenser for de mange danske virksomheder, der har USA som kernemarked,« siger han og tilføjer:

»Hele rejsebranchen har selvsagt været ramt. Dertil kommer, at mange virksomheder har oplevet, at deres direkte salg har stået i stampe, fordi de ikke har været i stand til at lave nye salgsaftaler eller skabe nye kunderelationer.«

/ritzau/Reuters