USA har denne weekend ladet en midlertidig russisk undtagelse fra oliesanktioner udløbe.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Undtagelsen gav mulighed for køb af russisk olie og benzinprodukter, der allerede befandt sig i tankskibe på havet, som var blevet lastet før 17. april.

Den blev indført for at gøre noget ved de internationale forsyningsproblemer og stigende priser, der er opstået under konflikten i Mellemøsten.

USA's finansminister, Scott Bessent, havde også tidligere meddelt, at han ville lade sanktionsundtagelsen stoppe, når den udløb lørdag.

Sent lørdag lokal tid var der ikke kommet meldinger om en forlængelse af undtagelsen, som i første omgang udløb i april, men dengang blev forlænget.

Flere har kritiseret tiltaget for at gavne Rusland økonomisk. Olieindtægterne bruges nemlig blandt andet til krigen i Ukraine.

De demokratiske senatorer Jeanne Shaheen og Elizabeth Warren opfordrede fredag den amerikanske regering til ikke at forlænge undtagelsen.

- Finansministeriet må endelig få gjort en ende på sin uigennemtænkte politik om at hjælpe Rusland med at få endnu flere penge på baggrund af præsident Trumps uforsvarlige krig i Iran, sagde de i en fælles udtalelse.

Rusland er verdens næststørste olieeksportør. Men fortsatte angreb fra Ukraine har ramt eksportkapaciteten.

Flere europæiske lande har sagt, at det ikke er tid til at slække sanktioner mod Rusland.

Den tyske forbundskansler, Friedrich Merz, kaldte i marts de amerikanske lempelser for "den forkerte fremgangsmåde".

/ritzau/