USA kritiserer EU-landes vilje til dialog med præsident Maduro

EU og Sydamerika bør droppe kontaktgruppe og kun gå i dialog med den selvudnævnte præsident Guaidó, mener USA.

Washington. USA kritiserer EU-lande og en række sydamerikanske lande for at gå i dialog med Venezuelas præsident Maduro.

Ifølge USA bør landene kun kommunikere med Juan Guaidó, der har udnævnt sig selv til midlertidig præsident i Venezuela.

Kritikken rettes imod en nyoprettet kontaktgruppe bestående af lande i EU og Sydamerika, som vil sende en "teknisk mission" afsted til kriseramte Venezuela.

Ifølge EU's udenrigschef, Federica Mogherini, ønsker kontaktgruppen en fredelig og politisk løsning på den venezuelanske krise. Det skal ske gennem et nyt valg i det sydamerikanske land.

- Det er ikke bare den mest ønskværdige løsning. Det er også den eneste løsning, hvis vi vil undgå yderligere lidelse og en kaotisk proces, siger hun.

USA tager afstand til kontaktgruppen, der består af Tyskland, Frankrig, Italien, Storbritannien, Spanien, Portugal, Sverige, Holland, Ecuador, Costa Rica, Uruguay og Bolivia.

Det siger Elliot Abrams, der er USA's nye udsending til Venezuela.

- I stedet for at forsøge at imødekomme Maduro gennem kontaktgrupper og dialog, opfordrer vi lande til at anerkende Juan Guaidó som midlertidig præsident og sammen med os besvare hans ønske om øjeblikkelig international, humanitær assistance til det venezuelanske folk, siger Abrams.

- Maduro har bevist, at han vil manipulere ethvert forsøg på forhandlinger til sin egen fordel, og han har ofte brugt såkaldte forhandlinger til at skaffe sig selv mere tid. Tiden for dialog er for længst forbi.

USA vil sammen med Colombia og Brasilien forsøge at sende nødhjælp ind i Venezuela uden om Maduro.

Maduro har sagt, at han vil anse et sådan forsøg som et skridt på vej mod en amerikansk invasion.

/ritzau/AFP