USA kræver hårdere straf for svigt hos FNs fredsstyrker

Efter meldinger om FN-udsendtes seksuelle overgreb og generelle svigt vil USA nu have strammet reglerne.

USAs FN-ambassadør, Nikki Haley, vil slå hårdere ned på FN-udsendte, der svigter deres ansvar på fredsbevarende missioner. Mike Segar/Reuters Fold sammen
Læs mere

New York. Det bør straffes hårdere, når fredsbevarende styrker fra FN svigter deres ansvar for at beskytte udsatte civile verden over.

Det mener USA, der opfordrer FNs Sikkerhedsråd til at godkende en resolution. Den skal skærpe straffen mod svigtende FN-udsendte. Straffen kan være hjemsendelse eller indstilling af betaling.

Udmeldingen kommer efter meldinger om blandt andet seksuelle overgreb begået af FN-udsendte mod de civile, de er udsendt for at beskytte.

Der har også været meldinger fra eksempelvis Den Centralafrikanske Republik og Sydsudan. Her er civile blevet fanget i voldelige sammenstød uden tilstrækkelig hjælp fra FN's udsendte.

USAs FN-ambassadør, Nikki Haley, talte onsdag i Sikkerhedsrådet.

Her sagde hun, at nøglen til en velfungerende fredsbevarende styrke er tillid mellem de, der beskytter, og de, der skal beskyttes.

»Endnu værre end et generelt svigt af at give beskyttelse er tilfælde, hvor civile er blevet angrebet, misbrugt og udnyttet af styrker, som er der for at beskytte dem,« siger Nikki Haley.

FN har i alt 96.000 udsendte. De er fordelt på 14 missioner.

De befinder sig blandt andet i Mellemøsten, Afrika, Haiti og i Kashmir-regionen mellem Indien og Pakistan.

USA giver det største finansielle bidrag til FNs fredsbevarende missioner. I alt 6,9 milliarder dollar betaler USA. Amerikanerne truer dog med at skære i bidraget som følge af historierne om svigt blandt FN-udsendte.

Rusland og Kina mener ikke, at straf af de udsendte er vejen frem. I stedet skal de udsendte undervises bedre, mener de.

FNs generalsekretær, António Guterres, har tidligere understreget behovet for et hårdere modsvar fra FN. Han har også udpeget en talsmand til at håndtere sagerne om seksuelle overgreb.

/ritzau/AFP