USA klar til at opgive tostatsløsning i Mellemøsten

Palæstinensisk repræsentant siger, at præsident Trumps brud med støtte til en tostatsløsning er meningsløs.

USA's nye regering signalerer forud for den israelske premierminister, Benjamin Netanyahus, besøg i Det Hvide Hus onsdag, at amerikanerne ikke vil insistere på en tostatsløsning i konflikten mellem Israel og palæstinenserne. Fold sammen
Læs mere
Foto: HANDOUT

USA's nye regering under præsident Donald Trump signalerer forud for den israelske premierminister, Benjamin Netanyahus, besøg i Det Hvide Hus onsdag, at amerikanerne ikke vil insistere på en tostatsløsning i konflikten mellem Israel og palæstinenserne.

Det rapporterer den amerikanske tv-station CNN.

En højtstående palæstinensisk repræsentant siger, at Trumps brud med årtiers støtte til en tostatsløsning "ikke giver nogen mening."

- Dette giver ingen mening, siger Hanan Ashraw fra Den Palæstinensiske Befrielses Organisations ledelse.

- Det er ikke nogen ansvarlig politik, og det tjener ikke fredens sag, hedder det i den palæstinensiske reaktion.

Kilder i Det Hvide Hus siger til flere medier, at "en tostatsløsning, som ikke fører til fred, er ikke et mål, nogen ønsker."

- Herefter vil USA ikke længere stille krav vedrørende betingelserne for en eventuel fredsaftale mellem Israel og Palæstina, siger kilden og tilføjer:

- Fred er målet - uanset om den kommer i form af en tostatsløsning, hvis det er, hvad parterne ønsker, eller den kommer på en anden måde.

Udtalelserne blev fremsat på et pressemøde, der blev indkaldt med kort varsel før Netanyahus besøg i Det Hvide Hus senere på dagen.

/ritzau/Reuters