USA kan snart stå med vaccineproblem: Lokker med øl og donuts
Den sværeste del af den amerikanske vaccineudrulning er gået i gang: at få tvivlerne til at tage en sprøjte. Eksperter frygter for flokimmuniteten.

Den sværeste del af den amerikanske vaccineudrulning er gået i gang: at få tvivlerne til at tage en sprøjte. Eksperter frygter for flokimmuniteten.

Det er gået fremragende med vaccineudrulningen i USA.
42 procent af amerikanerne har fået mindst ét stik.
Men nu er der tegn på, at vaccineudrulningen taber fart. Der bliver ikke længere vaccineret helt så mange mennesker dagligt, som der gjorde i begyndelsen af april.
Antal vaccinedoser givet pr. dag.
Der er ellers millioner af ubrugte doser og ledige tider overalt i USA.
Eksperter frygter, at den sværeste del af vaccinekampen er gået i gang, skriver mediet The Hill: at overbevise skeptikerne og tvivlerne om, at de bør dukke op og få en sprøjte.
For at opnå den eftertragtede flokimmunitet, som vil få virussen til at gå i sig selv, skal mellem 70 og 85 procent af befolkningen være immune, vurderer USAs ledende statsepidemiolog, Anthony Fauci.
Men cirka 27 procent af befolkningen i USA har ikke planer om at lade sig vaccinere, viser en måling foretaget midt i april. Størstedelen af skeptikerne er Republikanere.
Joe Bidens vigtigste opgave de kommende måneder bliver at få folk til at lade sig vaccinere.
»Vaccinen kan redde dit liv. Men det kan også redde din bedstemors og kollegas liv. Den kan hjælpe dagligvarebutikken og postbuddet, som hjælper dig og dine naboer ud af krisen,« sagde han i en tale for nylig.
»Derfor bør du lade dig vaccinere.«
Biden-regeringen vil forsøge at gøre det lettere at blive vaccineret hos lokale doktorer frem for store vaccinationscentre i et forsøg på at øge tilliden til vaccinen.
Virksomheder, der giver deres medarbejdere fri til at blive vaccineret, vil blive kompenseret af staten. Og regeringen planlægger at bruge 1,5 milliarder kroner på tv-annoncer på engelsk, spansk og kinesisk, der skal fortælle om fordelene ved at få en vaccine, skriver Time.
Også private firmaer går ind i kampen:
»GET VAXXED,« skrev tabloidavisen New York Post på forsiden i sidste uge.
»Med kun halvdelen af newyorkerne vaccineret skal du hjælpe os med at få normaliteten tilbage.«
Ølfirmaet Budweiser lokker med en gratis øl i et forsøg på at »opfordre forbrugerne til at få en vaccine«, og den store donutkæde Krispy Kreme tilbyder én gratis donut hver eneste dag, hvis man kan fremvise dokumentation på, at man har fået to vaccinedoser.
CNN har lavet en liste med virksomheder, der giver særlige tilbud til kunder, der er færdigvaccinerede.
Antallet af coronarelaterede dødsfald faldt markant i USA, i takt med at ældre og sårbare borgere blev vaccineret.