USA: Israels sikkerhed står øverst på dagsordenen

Den amerikanske udenrigsminister forsikrede torsdag Israel om, at landets sikkerhed har topprioritet i forhandlinger med Iran og med palæstinenserne.

ISRAEL: Den amerikanske udenrigsminister John Kerry forsikrede torsdag, at Israels sikkerhed har højeste prioritet for Washington, både når det gælder Irans atomprogram og fredsforhandlinger med palæstinenserne.

Kerry mødtes torsdag med Israels premierminister Benjamin Netanyahu for første gang efter et voldsomt udfald fra Netanyahu i sidste måned mod USAs opblødning over for Iran.

»Jeg kan ikke understrege nok, at Israels sikkerhed i forhandlingerne (med Iran, red.) er øverst på vores dagsorden,« sagde Kerry ifølge AFP på en pressekonference i Jerusalem.

»USA vil gøre alt, der står i vores magt, for at sikre, at Irans atomprogram med mulig fremstilling af atomvåben vil blive afsluttet,« sagde Kerry.

Efter måneders forhandlinger nåede Iran og seks verdensmagter i sidste måned frem til en aftale om at bremse Teherans atomprogram til gengæld for en begrænset ophævelse af sanktioner. Netanyahu fordømte dog straks aftalen og kaldte det for »en historisk fejltagelse«.

Den amerikanske udenrigsminister gentog betydningen af Israels sikkerhed efter et tre timer langt møde med den palæstinensiske præsident Mahmud Abbas i Ramallah på Vestbredden tidligere på dagen.

»Vi vil ikke diskutere dette yderligere i offentligheden,« lød det ifølge AFP fra Kerry, der kun ville sige, at forhandlingerne med palæstinenserne viste fremskridt.

USA har genoplivet fredsprocessen i Mellemøsten og sat en deadline på ni måneder til at opnå enighed. Fristen udløber til april næste år.