Iran har affyret droner og missiler mod Kuwait og Bahrain.

Det melder det amerikanske militærs centralkommando, Centcom, natten til onsdag dansk tid på det sociale medie X.

- Iran affyrede flere ballistiske missiler mod regionale nabolande, alle mislykkedes dog i at ramme deres tilsigtede mål, skriver kommandoen.

Tre missiler affyret mod Bahrain blev opsnappet af amerikanske og bahrainske styrker, mens to missiler affyret mod Kuwait styrtede ned, inden de nåede deres mål, lyder det i opslaget.

Kort efter lyder det fra Irans Revolutionsgarde (IRGC), at den har angrebet en amerikansk flådebase i Bahrain med droner og missiler. Det skriver iranske medier ifølge nyhedsbureauet Reuters.

IRGC melder, at angrebet på flådebasen sker som modsvar på et amerikansk angreb på et kommunikationstårn på den iranske ø Qeshm, der ligger i Hormuzstrædet.

Iranske medier meldte sent tirsdag aften, at der kunne høres eksplosioner nær øen, hvor der i de seneste dage har været flere meldinger om amerikanske angreb.

Centcom afviser, at Iran skal have ramt flådebasen.

Den amerikanske centralkommando bekræfter natten til onsdag, at det har gennemført angreb på øen Qeshm. Centcom hævder, at angrebene er sket i selvforsvar.

IRGC melder desuden, at det har rettet angreb mod containerskibet MSC "Panaya", som ifølge skibsnavigationssiden Vesselfinder sejler skibet under liberisk flag.

Angrebet var ifølge Irans Revolutionsgarde et modsvar på et amerikansk angreb mod en iransk olietanker.

- At forstyrre sikkerheden i Hormuzstrædet vil have en høj pris for det amerikanske militær, lyder det ifølge iranske medier fra IRGC.

Centcom melder natten til onsdag, at dets styrker har nedskudt tre iranske droner, der var rettet mod civile søfarende, der befandt sig i internationalt farvand.

/ritzau/