USA indfører sanktioner mod Iran som følge af iranske angreb mod to luftbaser i Irak, hvor der befinder sig amerikanske styrker.
Det siger den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, og handelsminister Steven Mnuchin fredag på et pressemøde i Washington.
Det er USA's første konkrete modsvar på angrebet, skriver Washington Post.
Iran affyrede natten til onsdag flere ballistiske missiler mod luftbasen Al-Asad i det vestlige Irak. Her befandt der sig både amerikanske og danske soldater.
Også en luftbase i Erbil i den nordlige og kurdiske del af Irak blev beskudt.
Irans luftangreb var et modsvar på USA's drab på den magtfulde iranske militærleder Qassem Soleimani fredag i sidste uge.
Der har ikke været nogen amerikanske meldinger om, at soldater skulle være blevet dræbt i Irans luftangreb. Pompeo siger fredag dog, at Iran "uden tvivl" forsøgte at dræbe amerikanske styrker i angrebet.
/ritzau/Reuters