USA indfører sanktioner mod international domstol
ICC betegner sanktioner som et angreb på retsstatsprincippet og grundlaget for den internationale retsorden.

ICC betegner sanktioner som et angreb på retsstatsprincippet og grundlaget for den internationale retsorden.

USA indfører sanktioner mod Den Internationale Straffedomstol (ICC).
Det fremgår af en erklæring fra USA's udenrigsminister, Marco Rubio, som nyhedsbureauet Reuters har set.
- Præsident Trump vil aldrig tillade, at Den Internationale Straffedomstol retsforfølger amerikanere, udtaler Rubio i erklæringen.
- Derfor indfører USA i dag sanktioner mod Den Internationale Straffedomstol. Vi vil forbyde transaktioner med denne lovløse domstol, afskære dens ressourcer og lamme dens evne til at fungere.
I en første reaktion meddeler ICC ifølge Reuters, at domstolen fortsat vil "opfylde sit mandat fuldt ud". Den opfordrer medlemslande til at sikre, at den fortsat kan fungere.
ICC betegner ifølge Reuters sanktionerne som et angreb på retsstatsprincippet og selve grundlaget for den internationale retsorden.
Det seneste skridt fra USA - der ikke er blandt domstolens medlemslande - er mere vidtrækkende end tidligere og kan føre til, at selskaber straffes for at yde tjenester til ICC, skriver Reuters.
Amerikanske sanktioner betyder typisk, at det er forbudt for alle virksomheder med base i USA at samarbejde med den organisation, der er underlagt sanktioner.
Ifølge Rubio er sanktionerne dog udformet på en måde, der giver domstolen og dens medlemslande mulighed for at imødekomme USA's bekymringer.
Han giver ikke yderligere detaljer.
Men en højtstående embedsmand i USA's udenrigsministerium siger til Reuters, at USA's finansministerium ville udstede en række licenser "for at beskytte amerikanske interesser".
Det er tilsyneladende en antydning om, at der kan komme midlertidige undtagelser fra visse sanktioner.
Den amerikanske administration under præsident Donald Trump har længe været fjendtligt indstillet over for domstolen og har tidligere indført sanktioner mod dens dommere og anklagere.
USA's vrede skyldes blandt andet, at ICC har udsendt internationale arrestordrer på blandt andre Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og hans tidligere forsvarsminister Yoav Gallant.
Desuden har ICC tidligere efterforsket amerikanske soldaters mulige forbrydelser i Afghanistan.
Allerede i sin første embedsperiode indførte Trump målrettede sanktioner mod domstolens embedsmænd. De sanktioner blev ophævet under præsident Joe Biden.
Kun få dage efter, at Trump vendte tilbage til Det Hvide Hus i januar 2025, fremlagde han nye sanktioner mod ICC.
Fredagens sanktioner mod domstolen i Haag kommer kun få timer efter, at en af ICC's dommere, Navi Pillay, blev afsløret som dette års modtager af Nobels fredspris.
Trump skriver efterfølgende på sit sociale medie, Truth Social, at Nobelkomitéen har "bragt skam over sig selv" ved at tildele prisen til Pillay.
RITZAU