USA har pludselig fået brug for NATO

Efter at have ignoreret NATO i de seneste år, har Bush-administrationen indledt en ny charmeoffensiv. Fra europæisk side ved man også godt, at alliancen står eller falder med Afghanistan.

BRUXELLES: Det har taget sin tid. Men USA er endelig blevet klar over, at det stadig har brug for sine allierede i den »krig mod terrorismen,« som præsident George W. Bush erklærede i 2001 efter den 11. september.

Så den amerikanske udenrigsminister Condoleezza Rice kom i går til NATO medbringende gaver.

USA vil øge sin økonomiske hjælp til Afghanistan med flere milliarder dollar om året, og samtidig vil USA sørge for at bevare sin militære tilstedeværelse i landet ved ikke at trække en brigade fra den 10. division tilbage som oprindeligt planlagt.

Formålet var tydeligt at få nogle gaver igen i form af et større europæisk engagement i Afghanistan, hvilket hun da også fik i et vist omfang. Det andet formål var at modvirke det indtryk, som de europæiske allierede har fået i de seneste år: Nemlig at USA ikke tager opgaven i Afghanistan alvorligt, men at alt det fredsbevarende og demokrati-opbyggende besværlige og komplicerede pjank roligt kunne overlades til NATO og de europæiske allierede, mens USA kunne koncentrere sig om at skabe historiske omvæltninger gennem sin militære indsats som i Irak.

Afslog hjælp
Rice har fået europæerne overbevist om Bush-administrationens gode hensigter er tvivlsomt. Rundt omkring i de fleste europæiske udenrigsministerier - såmænd også i det danske selv om de nødigt vil indrømme det - er man begyndt at tælle dagene ned og indrette sig på, at George W. Bush forlader præsidentembedet i USA.

Men den slags er jo kun politik. Fra europæisk sigt er man samtidig klar over, at Afghanistan er en af prøverne på, om det transatlantiske samarbejde stadig kan holde efter den Kolde Krigs afslutning.

Hvis vi skal skrue tiden lidt tilbage til begivenheden den 11. september 2001, så tilbød USAs allierede i NATO faktisk få dage efter fuldstændig militær og politisk støtte til USA ved at iværksætte den Nordatlantiske Traktats artikel 5: At et angreb på et medlemsland skal betragtes som et angreb på alle medlemslande.

Det er første gang i NATOs historie, at det er sket. Ikke under Ungarn-krisen i 1956, Berlin-krisen i 1961, Tjekkoslovakiet i 1968 eller Polen i 1981. Nej, det skete, da USA blev angrebet af terroristiske kræfter udefra.

Falder på stengrund
Og hvad var det amerikanske svar i efteråret 2001: Jamen tak, Men vi har sådan set ikke brug for NATO. Det var USA, der dengang sagde nej til NATO og ikke omvendt. Og så gik USA ellers i gang med at skabe sine alliancer af »villige«, der var parate til at gå videre med Bush-administrationens politik, hvoraf et regimeskifte i Irak åbenbart stod højest på dagsordenen.

Det er også derfor, at Rice's ord falder på stengrund i NATO i dag. For hovedparten af de lande, der har ydet og fortsætter med at yde den mest betydelige militære indsats i Afghanistan i dag er også de lande, der sagde nej til Bush's Irak-politik i 2003.

Det gælder Tyskland, der bar den militære hovedbyrde ved oprettelsen af NATOS fredsbevarende aktion, ISAF, i Afghanistan i 2003, og som med 3.000 mand fortsat er en af de vigtigste bidragsydere.

Det gælder Tyrkiet, der sagde nej til at være opmarchområde for USA i Irak-invasionen, men som siden som trofast allieret har bidraget med styrker til Afghanistan, og samtidig har sikret, at det ikke udelukkende var en vestlig affære at sikre et demokratisk Afghanistan.

Det gælder Frankrig, hvis elitesoldater opererede inde i Afghanistan lang tid før 11. september i jagten på al-Qaeda, som Frankrig længe har betragtet som en trussel mod Vesten før angrebet på USA. Men på sædvanlig fransk vis, kører man i Frankrig sine militære operationer selvstændigt.

Hård prøve forude
Og det gælder ikke mindst Canada, der med et halvt hundrede dræbte soldater alene i det forløbne år har betalt en hård pris for Afghanistan-indsatsen. Canada sagde nej til Irak-krigen, fordi man i Canada vurderede - i modsætning til Danmark - at der ikke var et tilstrækkeligt folkeretsligt mandat fra FNs side. Det var der i Afghanistan, og det var den afgørende betingelse for Canadas militære indsats. Det var ikke et spørgsmål om, hvorvidt man skulle smigre sig ind over for USA eller over for diverse europæiske lande.

NATOs enhed kommer sandsynligvis til at stå på en ny hård prøve i foråret, når Taleban ventes at genoptage sin offensiv i foråret. Fra afghansk side skal man næppe forvente megen hjælp. Den afghanske præsident Hamid Karzai har dårligt nok kontrol over sin egen hovedstad.

I stedet har man fra afghansk side forlangt, at Pakistan indstiller sin slet skjulte hjælp til Taleban, der opererer fra baser i grænseområdet mellem Afghanistan og Pakistan. USA mangler fortsat at sætte foden ind over for Pakistan, der tilfældigvis også er atommagt.

Men Afghanistan er den konflikt, som NATO ikke kan tåle at tabe, uanset hvem der bliver amerikansk præsident i 2008.