USA har overvåget Brasiliens præsident i mindst fem årtier: »En krænkelse af den nationale suverænitet«

Hundredvis af dokumenter fra USAs sikkerhedstjenester viser nu, hvordan USA angiveligt har overvåget Brasiliens præsident Lula siden 1960erne. Lulas partiformand langer hårdt ud mod USAs »spionage« og kalder det en krænkelse af Brasiliens suverænitet.

USAs præsident Biden (th.) og Brasiliens præsident Lula (tv.) går en tur ved Det Hvide Hus i Washington, D.C. i februar 2023. Sarah Silbiger/AFP/Ritzau Scanpix

USA må siges at have samlet til bunke, når det drejer sig om Brasiliens præsident Luiz Inácio Lula da Silva – i folkemunde blot kendt som Lula.

I alt 819 dokumenter på samlet set 3.300 sider har amerikanske myndigheder udarbejdet om Lula som led i en overvågning af den venstreorienterede brasilianske politiker, der strækker sig tilbage til 1966.