Det amerikanske militær gennemfører for anden dag i træk angreb mod Iran.

Det oplyser den amerikanske centralkommando, Centcom, ifølge Reuters.

- Angrebene har til formål yderligere at svække landets evne til at true den frie sejlads gennem Hormuzstrædet, skriver Centcom på det sociale medie X.

Angrebene indledes, få timer efter at USA's præsident, Donald Trump, på et Nato-topmøde i Ankara udtalte, at han ikke længere anser et forståelsespapir mellem USA og Iran for at være gældende.

- Jeg er ikke sikker på, at jeg vil lave en aftale med Irans ledere, sagde Trump på et pressemøde.

Der er blevet hørt eksplosioner i flere forskellige områder i Bushehr-provinsen oplyser det iranske nyhedsbureau Mehr.

Her ligger et atomkraftværk, men det har ifølge Mehr ikke fået nogen skader som følge af angrebene.

Iranske medier citerer ifølge Reuters en militær kilde for, at de iranske væbnede styrker inden længe vil iværksætte et massivt angreb mod amerikanske militærbaser i regionen.

Sent tirsdag og natten til onsdag ramte det amerikanske militær mere end 80 iranske mål, heriblandt 60 skibe tilhørende Irans Revolutionsgarde, IRGC, skrev Centcom på X.

RITZAU