USA går i sort efter isstorme

12 mennesker har mistet livet under et voldsomt vintervejr i flere delstater i USA. Op mod 600.000 mennesker er uden strøm, og undtagelsestilstand er indført.

Oklahoma og flere andre delstater i USA var tirsdag lammet af et farligt lag is, som faldt under et voldsomt vintervejr med stærk storm.

12 mennesker er omkommet i forbindelse med vejret, og mange er kvæstet. Tæt ved 600.000 kunder er uden strøm, heraf flere end 200.000 alene i Oklahoma City.

Der er indført undtagelsestilstand i Oklahoma og nabodelstaten Missouri, hvor nationalgarden er udkommanderet.

Det kraftige vintervejr ramte også delstaterne Kansas, Nebraska, Illinois og Iowa.

Det omfattende strømsvigt skyldes, at op mod tre centimeter is har væltet træer og elmaster. Isen er også årsag til mange bilulykker og ødelagte bygninger.

USA's Nationale Vejr Service venter, at kulde og islag vil dominere vejret i Kansas, det nordlige Missouri og Oklahoma tirsdagen, og at det ekstreme vintervejr først løjer af senere på ugen.

/ritzau/AP