USA fordømmer attentatet

Præsident Bush og præsidentkandidater fra begge partier i USA fordømmer mordet på Benazir Bhutto. Ingen tegn på amerikansk kursskifte over for Pakistan, men Demokraterne skærper tonen.

Beskeden om mordet på den tidligere pakistanske premierminister, Benazir Bhutto, modtages med fordømmelse i Amerika, Pakistans nære allierede i kampen mod terrorisme.

»USA fordømmer kraftigt denne kujonagtige handling begået af morderiske ekstremister, der forsøger at underminere Pakistans demokrati,« siger præsident George W. Bush: »De, der har begået denne forbrydelse, må stilles til regnskab.«

Den amerikanske præsident udtrykker sin kondolence over for Bhuttos familie og befolkningen i Pakistan.

»Vi står ved det pakistanske folks side i deres kamp imod kræfter, der ønsker terror og ekstremisme. Vi opfordrer alle til at ære Benazir Bhuttos minde ved at fortsætte den demokratiske proces, som hun modigt gav sit liv for,« siger Bush.

Attentatet er for amerikanerne endnu en bekræftelse på, at Pakistan er en vanskelig partner i kampen mod international terrorisme, eftersom landet samtidig huser tusindvis af militante ekstremister – ikke mindst i området op til Afghanistan, hvor Taleban-bevægelsen står stærkt.

For bare få måneder siden syntes det amerikanske udenrigsministerium ellers at have regnet den ud: Præsident Pervez Musharraf, upopulær og indsat af det magtfulde militær, skulle i politisk forstand parres med den populære og tidligere folkevalgte Benazir Bhutto, og så var der skabt en moderat og mere eller mindre demokratisk alliance imod de ekstremistiske islamister i landet. Det gav mening – om ikke andet så fra skrivebordene i Washington. Men virkeligheden har på kort tid vist sig at være ganske anderledes.

Netop som Benazir Bhutto i efteråret vendte tilbage til Pakistan, blev hun udsat for et selvmords-attentat, som hun kun heldigt slap fra med livet i behold. 140 andre omkom. Bhutto antydede efterfølgende, at Musharraf kan have stået bag attentatet eller i det mindste have slækket sikkerheden omkring hende med vilje. Så meget for USAs plan om en Bhutto/Musharraf-alliance. Kort efter ophævede præsidenten forfatningen og satte Bhutto i husarrest. Kun hårdt pres fra Bush-administrationen tvang Musharraf til at føre landet tilbage til normale tilstande. Det gav USA håb om, at det planlagte parlamentsvalg den 8. januar 2008 kunne gennemføres under nogenlunde normale omstændigheder, men gårsdagens mord på Bhutto rejser påny alvorlig tvivl om situationen i Pakistan.

Det Hvide Hus har trods de seneste problemer fastholdt støtten til Musharraf, og der er ingen tegn på en markant ændring i den kurs. I Bush-administrationens øjne er der intet alternativ til Musharraf i kampen mod terrorisme. Heller ikke de førende præsidentkandidater fra såvel Demokraterne som Republikanerne har lagt op til et kursskifte. Alle fordømmer attentatet, der har kostet Bhutto livet, og opfordrer Pakistan til at slå ned på radikale elementer i landet. Men flere af de demokratiske kandidater efterlyser dog, at der bliver lagt et større pres på Musharraf. Især Bill Richardson er kritisk og vil have præsident Bush til at afbryde al militær støtte til Pakistan, indtil Musharraf går af.

»Den amerikanske regering kan ikke tillade, at Pakistans tilbagevenden til demokrati bliver afsporet eller forsinket på grund af vold,« siger Richardson, der ikke levnes store chancer i de forestående demokratiske primærvalg, men som taler med stor vægt i udenrigspolitiske spørgsmål på grund af sin tidligere post som FN-ambassadør.

Også den demokratisk ledede kongres har markeret, at den er villig til at stille større krav til Pakistan. I forrige uge fik den gennemført, at 50 millioner dollar ud af en samlet støttepakke på i alt 300 millioner dollar til Pakistan kun vil blive udbetalt, hvis Musharraf leverer garantier for, at han fortsætter arbejdet for demokrati og slår ned på islamiske ekstremister. Hverken Det Hvide Hus eller Udenrigsministeriet forventer dog, at der reelt bliver problemer med at få pengene af Kongressen.