USA forbereder sig på snestormen Stella, der kan slå rekorder

Snestormen Stella rammer den østlige del af USA i løbet af tirsdag. Fly er aflyst, togstationer er lukket, og mange skoleelever kan se frem til at blive under dynen.

Foto: SPENCER PLATT. En mand skovler sne i New York. Byens skoler er lukket og den offentlige transport forstyrret. NEW YORK,  MARCH 14
Læs mere
Fold sammen

En voldsom snestorm har fundet vej til den østlige del af USA. Stormen Stella vil bringe kraftigt snefald, der allerede har forstyrret trafikken på veje og flyafgange fra lufthavne. Desuden kan det føre til strømsvigt og faldende træer rundt om i staterne, skriver CNN.

Snestormen starter i syd og bevæger sig mod nord i løbet af dagen tirsdag. Det forventes, at der falder mellem 2,5 og 10 centimeter sne i timen.

Der er varsel om snestorm i dele af Pennsylvania, New Jersey, New York, Connecticut, Rhode Island, Massachusetts, New Hampshire, Maine og Vermont, hvor der forventes at være vindstød på op til 100 km/t. Op mod 50 millioner mennesker kan blive berørt af stormen, skriver BBC.

Stella kan sætte rekorder

I New York har den del af undergrundsbanen, der ligger over jorden været lukket siden klokken 04 lokal tid. I Philadelphia er 50.000 tons salt gjort klar til byens gader, og beboerne er blevet advaret om, at der kan gå op til en uge, før deres skrald bliver hentet. Desuden holder skoler i New York, Philadelphia og Boston lukket tirsdag, skriver CNN.

Stormen Stella forstyrrer også flytrafikken. SAS har valgt at aflyse tusindvis af flyvninger fra Skandinavien til New York. Mindst 5.000 amerikanske flyafgange er yderligere blevet aflyst. Også Donald Trump og Angela Merkel har set sig slået af vejret og har rykket deres møde til fredag.

Hvis stormen bliver så kraftig, som vejrudsigten spår, vil stormen Stella slå New Yorks rekord for mest snefald i marts måned. Den nuværende rekord er fra 1888, hvor der faldt knap 42 centimeter i Central Park, skriver The New York Times.

Den nationale vejrservice kan ikke sige præcist, hvor meget sne, der kommer til at falde, men de forventer, at stormen vil fortsætte til onsdag, skriver The New York Times.