Der blev i december skabt 145.000 arbejdspladser uden for landbruget i USA, viser tal fredag fra arbejdsministeriet i Washington.
Det er lidt under forventningen.
Økonomer havde gættet på 164.000 arbejdspladser i en opgørelse foretaget af Reuters.
Men det bekræfter på ny, at USA er inde i det længste økonomiske opsving i historien.
Arbejdsløshedsprocenten holder sig uændret på 3,5 procent.
»Selv om jobrapporten var lidt til den svage side i forhold til forventningerne, ændrer det ikke ved det overordnede billede af, at jobopsvinget i amerikansk økonomi fortsætter,« siger senioranalytiker i Danske Bank Mikael Olai Milhøj.
»Det ændrer heller ikke den underliggende makrohistorie om, at det egentlig går okay i amerikansk økonomi, og at den amerikanske centralbank stadig har ammunition til at understøtte økonomien lidt mere om nødvendigt,« siger han.
/ritzau/