Natten til torsdag dansk tid kunne USAs præsident, Donald Trump, endelig møde op til sit daglige pressemøde med gode nyheder:
USAs »aggressive strategi« mod coronavirussen virker, fortalte han. Ja, faktisk virker den så godt, at USA måske er forbi det værste.
»Kampen fortsætter, men data indikerer, at vores land har passeret toppen, når det gælder nye smittetilfælde,« sagde præsidenten ifølge Ritzau.
Derfor vil han på et pressemøde torsdag fremlægge retningslinjer for en genåbning af den amerikanske økonomi, varslede han.
29 amerikanske delstater klarer coronakrisen så godt, at de kan begynde at genåbne inden 1. maj, forklarede han ifølge The New York Times.
Det er USA dog slet ikke klar til, advarer læger. Alt for mange delstater er stadig så langt bagud i forhold til at teste, at de kan have et misvisende billede af smittespredningen, skriver The New York Times.
I et internt dokument med anbefalinger til Donald Trumps coronavirustaskforce advarer også en række af regeringens egne sundhedseksperter mod en genåbning, skriver USA Today, der har set dokumentet.
De frygter, at en hurtig genåbning kan sende en flodbølge af nye smittede ind over et USA, der i forvejen er et af verdens hårdest ramte lande. I New York dør borgere i så stort et antal, at man er begyndt at begrave dem i massegrave – der er ikke længere plads i lighusene.
»Vi kan ikke rykke ind i næste fase af håndteringen (af denne krise, red.), før vi er i stand til at forstå, hvor virussen er, hvem der har den, og har isoleret tilfældene,« sige Crystal Watson, seniorforsker ved Johns Hopkins University, til USA Today:
»Uden dette vil vi ikke være i stand til at kontrollere virussen effektivt,« siger hun.
Siden udbruddet tog fart, har netop adgangen til test været et tilbagevendende problem i USA. Selv om landet i løbet af den seneste uge har testet omtrent 145.000 personer om dagen, har man været længe om at komme i gang.
Regeringen udviklede først sine egne test, som viste sig at være fejlbehæftede og dermed ubrugelige. Da en brugbar test blev tilgængelig, var det langtfra alle, der kunne få lov til at blive testet. Flere steder i landet var der ifølge læger en desperat mangel på testudstyr.
»Det er godt, at kurven begynder at knække,« siger Mark McClellan, der er læge og direktør ved Duke Universitys sundhedsinstitut, til The New York Times.
Han har tidligere arbejdet for George W. Bushs regering og rådgiver også den nuværende regerings lovgivere om den bedste virushåndtering.
»I næste fase, hvor vi sigter efter at kunne opdage og bremse mindre virusudbrud, før de vokser sig store, er det afgørende, at vi tester massivt,« siger han.
Mark McClellan tilføjer, at op mod to millioner amerikanere skal testes hver uge. Dette kan først lade sig gøre i slutningen af maj.
Det amerikanske dødstal for coronavirus oversteg onsdag 30.000. Det er det højeste coronarelaterede dødstal i verden, og det er dobbelt så højt som for en uge siden.
Coronakrisen tærer samtidig hårdt på den amerikanske økonomi. Over 17 millioner amerikanere har mistet jobbet, og tusindvis af virksomheder er blevet tvunget til at dreje nøglen om.



