En række mistænkelige breve efterforskes af det amerikanske forbundspoliti, FBI, og det amerikanske postvæsen.

Brevene er blandt andet blevet sendt til valgmyndigheder rundt om i USA forud for det amerikanske midtvejsvalg den 3. november.

I en meddelelse fra FBI beskrives brevene som "mistænkelige" og indeholdende "ukendte stoffer".

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Indholdet beskrives som et pulverlignende stof, men der oplyses ikke nærmere om, hvad det indebærer.

- Vi er fast besluttede på at beskytte vores lands valgmyndigheder mod truende og farlige postforsendelser.

- Enhver trussel eller ethvert angreb mod en valgmedarbejder er uacceptabelt, siger Brendan Donahue, der er talsperson for det amerikanske postvæsens egen inspektionsmyndighed, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Flere af brevene er blevet opsnappet, oplyser postvæsnet.

Nogle af brevene kan dog stadig nå frem til deres destinationer. Det fremgår af en meddelelse fra det amerikanske Senats sikkerhedschef, som nyhedsbureauet AP har set.

Modtagere af sådanne breve opfordres til at behandle dem som "potentielt farlige", skriver AP.

Denne uge har forsendelser med pulverlignende indhold ført til evakuering af valgkontorer i mindst to delstater, nemlig i Oklahoma og Louisiana.

Embedsmænd i Maryland, Mississippi og South Dakota siger, at deres valgkontorer har været mål for lignende forsendelser, der dog blev opfanget på vejen.

RITZAU