De amerikanske efterretningsmyndigheder siger nu direkte, at det er russiske statshackere, som står bag forsøgene på at påvirke det amerikanske præsidentvalg.
Konklusionen kommer i en fællesudtalelse fra sikkerhedsministeriet DHS og UCIS, som er paraplyorganisationen for samtlige amerikanske efterretningsorganisationer, bl.a. NSA, CIA og FBI.
De fastslår også, at statshackerne gemmer sig bag forskellige aliaser, og at de lækker oplysningerne hos Julian Assange og Wikileaks, og at de er overbeviste om, at ordren kommer helt fra toppen i Kreml, formentlig fra præsident Putin.
Det hedder ordret i udtalelsen:
»UCIS er sikker på, at den russiske regering står bag de nylige kompromitteringer af emails fra amerikanske enkeltpersoner og organisationer, heriblandt amerikanske politiske organisationer. De nylige afsløringer af hackede emails på site ssom DCLeaks og Wikileaks og af online-synonymet Guccifer 2.0 er i tråd med de metoder og motiver, som Rusland bruger. Tyverierne og afsløringerne søger at påvirke det amerikanske valg.«
»Den slags er ikke nyt for Moskva - russerne har brugt tilsvarende taktikker og teknikker flere steder i Europa og Asien, bl.a. for at influere den offentlige mening der. Vi er overbeviste om - baseret på rækkevidden og følsomheden i disse initiativer - at kun de allerøverste politiske organer i Rusland kan have givet ordre om disse aktiviteter.«
Poul Høi skriver i dagens Berlingske om forbindelsen mellem den russiske propaganda- og efterretningstjeneste og så Julian Assange.