USA advarer mod afghansk skyggeregering

Præsidentkandidaten Abdullah Abdullah, der står til at tabe valget i Afghanistan, er tæt på at udnævne sin egen regering. USA advarer om, at det vil koste landet dets militære og økonomiske støtte.

Præsidentkandidat Abdullah Abdullah holder tale i Kabul tirsdag 8. juli REUTERS/Omar Sobhani Fold sammen
Læs mere
Foto: OMAR SOBHANI

AFGHANISTAN: Abdullah Abdullah, der ifølge de foreløbige optællinger af stemmer står til at blive taber i det afghanske præsidentvalg, anklager sin modpart, Ashraf Ghani, for udbredt valgsnyd, og erklærer sig ifølge Reuters som valgets retmæssige vinder.

Samtidig var han tirsdag under et massemøde med sine tilhængere i Kabul meget tæt på at udnævne sin egen regering og dermed kaste det i forvejen martrede land ud i endnu en massiv krise.

»Vi er uden nogen tvivl vindere af denne valgrunde. Det afghanske folk ønsker, at jeg i dag annoncerer min nye regering. Dette var og er et ønske fra det afghanske folk, og vi kan ikke ignorere det. Giv mig et par dage til rådslagning og forhandling,« lød det fra Abdullah Abdullah, som ifølge de første optællinger har fået 43,56 procent af stemmerne.

Ashraf Ghani, der blev bakket op af den afgående afghanske præsident, Hamid Karzai, står til at få 56,44 procent.

Kløften mellem de to kandidater følger også etniske tilhørsforhold, hvilket gør situationen ekstra sprængfarlig.

Ashraf Ghani er pashtun lige som Hamid Karzai, mens Abdullah Abdullah tilhører landets store tadsjikiske mindretal.

Krisens potentielle eksplosionsfare har fået USA, til at reagere kraftigt og prompte.

Flere end 2.000 amerikanske soldater har mistet livet i Afghanistan, lige som de døde blandt dets allierede skal tælles i hundreder. Yderligere har USA sammen med andre donorer postet milliarder af dollar i opbygningen af et demokratisk Afghanistan, og derfor har det seneste døgns udvikling fået både præsident Barack Obama og udenrigsminister John Kerry til true med at indstille hjælpen.

Begge har ifølge Reuters ringet til Abdullah Abdullah, og bedt ham dæmpe sig.

Ifølge Abdullah Abdullah var hovedbudskabet i samtalerne, at udenrigsminister John Kerry flyver til Kabul på fredag »for at stå ved det afghanske folks side i forsvaret for retfærdighed og mod snyd,« som Abdullah Abdullah, udtrykker det.

Fra John Kerry selv lyder mere direkte toner:

»Jeg har med den største bekymring noteret mig rapporter om protesterne i Afghanistan og forslag om en parallel regering. Ethvert forsøg på at tage magten på ulovlig vis vil koste Afghanistan dets økonomiske og sikkerhedsmæssige støtte fra USA og fra det internationale samfund,« lyder John Kerrys meget direkte advarsel.