Uroligheder under politiets rydning af besat bygning i Berlin

Tysk politi er i gang med rydning af bygning i hovedstad, som venstreradikale har holdt besat siden 1990.

Tyske betjente på vej ind for at rydde det besatte hus i Liebigstrasse 34 i Berlin. 1500 betjente er sat ind for at opretholde ro og orden i den tyske hovedstad. Axel Schmidt/Reuters Fold sammen
Læs mere

Tysk politi er kort efter klokken otte fredag morgen rykket ind i et ungdomshus i Berlin, der i flere årtier har været holdt besat af anarkister og radikalt venstreorienterede.

Politiet har brugt blandt andet brækjern og kædesave for at bryde barrikaderne omkring huset ned, skriver dpa.

Avisen Bild skriver, at flere end 30 personer i bygningen er ført væk af politiet.

Flere hundrede demonstranter har på afstand fulgt rydningen af huset i bydelen Friedrichshain. Bygningen har tilnavnet »Liebig 34« - i Liebigstrasse 34.

Længere væk fra bygningen har demonstranter med sorte hætter heftige sammenstød med politiet, og der er undervejs blevet kastet med flasker.

Liebig 34 regnes som et af de sidste symbolprojekter på den venstreradikale scene i Berlin. Bygningen har været besat siden 1990.

/ritzau/