Uroen fortsætter: Biler brænder i Hamburgs gader forud for G20

Politi og demonstranter er fredag morgen stødt sammen i Hamburg. Politiet frygter, at det vil eskalere.

Politi og demonstranter er fredag morgen stødt sammen i Hamborg. Politiet frygter, at det vil eskalere. Fold sammen
Læs mere
Foto: HANNIBAL HANSCHKE

Brændende biler, sårede betjente og anholdte demonstranter.

Fredag morgen er der igen sammenstød mellem politi og demonstranter i den tyske by Hamburg, hvor ledere fra hele verden senere på dagen samles i forbindelse med G20-topmødet.

Ifølge avisen Bild er flere biler sat i brand - herunder flere politibiler.

Foto: FILIP SINGER.

På Twitter har flere brugere lagt billeder og videoer op fra urolighederne i Hamburg.

En af dem er sportspsykologen Clemens Frede, der har lagt denne video ud, som angiveligt viser røgen fra bilbrande flere steder i byens gader omkring Altona-bydelen.

I løbet af den seneste uge har uro og optøjer præget byen.

111 betjente såret

Det eskalerede torsdag aften, hvor vrede demonstranter kastede flasker mod betjente. Politiet svarede igen med vandkanoner og tåregas.

»Dette har intet med en demonstration at gøre - der er rent hærværk,« siger talsmand for brandvæsnet Jan-Ole Unger ifølge Bild.

Kaosset er fortsat fredag morgen, hvor Hamburgs politi ifølge nyhedsbureauet dpa advarer om en forestående »ukontrollabel sikkerhedssituation« i byen.

Også fredag morgen har politiets vandkanoner været i brug. Billeder fra byen viser demonstranter, der sidder på asfalt med paraplyer, mens en af politiets vogne sprøjter vand mod dem.

Foto: FABRIZIO BENSCH.

111 betjente meldes såret i optøjerne. Fem af dem bliver behandlet på sygehuset, skriver Bild.

29 personer er foreløbigt blevet anholdt, oplyser politiet i en netop udsendt pressemeddelelse.