Uroen breder sig i Holland: To 14-årige piger fundet dræbt på to dage

Ligene blev fundet bare 12 kilometer fra hinanden.

Romy Nieuwburg blevet fundet død i en grøft i byen Achterveld
Læs mere
Fold sammen

Borgmesteren i den hollandske by Buschoten, Melis van de Groep, opfordrer unge mennesker i byen til ikke at færdes alene.

Det sker på baggrund af, at to 14-årige piger inden for to dage er blevet fundet dræbt i lokalområdet.

Det skriver BNO News.

Tirsdag blev 14-årige Romy Nieuwburg fundet død i en grøft i byen Achterveld, der ligger i den centrale del af Holland.

Og bare to dage efter blev 14-årige Savannah Dekkers lig fundet. Hun var forsvundet på vej hjem fra skole, da hun skulle over til en ven for at lave lektier.

Ligene blev fundet bare 12 kilometer fra hinanden.

Politiet har bekræftet, at der er tale om forbrydelser, men det er uvist, om der er en sammenhæng mellem sagerne.

»Vi spørger naturligvis os selv om det samme. Vi undersøger forskellige scenarier, herunder om der er en forbindelse,« skriver hollandsk politi i en pressemeddelelse.

Vidner har set to mænd i en bil henvende sig til piger i området, og det spor efterforsker politiet nu.