Uregerlig skovbrand har slugt område på størrelse med Lolland
Aktiv skovbrand i det nordlige Californien er blevet den syvende største skovbrand i delstaten nogensinde.

Aktiv skovbrand i det nordlige Californien er blevet den syvende største skovbrand i delstaten nogensinde.

Skovbranden, der raserer i den nordlige del af den amerikanske delstat Californien, træder ind på syvendepladsen over delstatens største skovbrande nogensinde, efter den har nedbrændt et område på størrelse med Lolland.
Sådan lyder det fra Californiens brandvæsen, der skriver på det sociale medie X, at man stadig gør alt, hvad man kan for at inddæmme branden.
Branden hærger i den nordlige del af delstaten nær byen Chico.
Flere end 4000 mennesker er blevet beordret til at forlade deres hjem for at slippe væk fra brandfaren. Det er primært områder ude på landet og i bjergene, som er blevet opslugt af flammerne.
Chico ligger cirka 145 kilometer nord for Californiens hovedstad, Sacramento, og godt 200 kilometer nord for San Francisco.
- Det er fortsat ekstreme brandforhold, som udfordrer brandmændene, skriver Californiens brandvæsen på X.
Omkring 2500 personer arbejder på at inddæmme branden, men det har indtil videre ikke givet pote, og branden, som er døbt Park Fire er på ingen måde under kontrol, lyder det natten til søndag dansk tid fra brandvæsnet.
- Brandens ekstreme natur er sket på grund af en kombination af det kuperede terræn og vindstyrken, hvilket har fået den til at vokse, skriver brandvæsnet.
Brandvæsnet noterer sig dog, at vejrudsigten byder på køligere vejr og højere luftfugtighed, som kan bremse brandens udvikling.
Branden opstod onsdag i nærheden af Chico og slugte hurtigt et stort område af byen og et område i naboamtet Tehama.
De seneste tal viser, at 134 bygninger er brændt ned.
Politiet har torsdag anholdt en 42-årig mand, som det mistænker for at stå bag branden. Ifølge politiet har han startet den ved at skubbe en brændende bil ned i en kløft.
Chico ligger kun cirka 24 kilometer fra byen Paradise, som i 2018 blev ramt af Californiens dødeligste skovbrand nogensinde. 85 mennesker mistede livet i den brand.
/ritzau/AFP